Selvom han var afslappet og i årevis har haft sit på det tørre, så var det på ingen måde en magelig og ugidelig sanger, der i aftes tonede frem foran en udsolgt sal i Københavns Forum. Han formåede behændigt at besøge alle stationer i sin lange karriere, selv de fem albums han inspillede med Police var repræsenteret med en sang hver.

Uden hastværk lagde Sting ud med "A Thousand Years". Men publikum kom hurtigt op af af stolene, da tonerne til "If you Love Somedbody" blev slået an. Lidt efter sænkedes tempoet, og så var det igen tid til at sidde ned. Det mønster gentog sig koncerten igennem. Police-sange som "Roxanne" og "Every Little Thing She Does Is Magic" høstede nogle af de største bifald og fik øjeblikkelig det bredt sammensatte publikum op på tæerne. Den enste overraskelse stod trommeslageren Manu Katche for, da han under "Perfect Love Gone Wrong" pludselig befandt sig fremme på scenen og rappede på fransk.

Det fem-mand store band var selvfølgelig ekvilibrister til fingerspidserne. Og det skulle da også bare mangle, for Sting har om nogen altid sat de højeste standarder for musiceren i sit forsøg på at fusionere jazz og verdensmusik med bred pop-appel. Som sangskriver har han altid været ambitiøs og sofistikeret, men desværre er hans iver efter at være verdensmand ved at tage overhånd. Til tider befandt man sig således i et verdensmusikalsk fusionshelvede. Men få øjeblikke senere kastede bandet sig over, for eksempel "When The World Keeps Coming Round", der swingede som bare fanden. Og så var alt næsten tilgivet. Til andre højdepunkter hørte en natlig slentretur gennem New Orleans' gader i "Moon Over Bourbon Street", hvor Sting indflettede en vellykket imitation af Louis Armstrong.

Trompetisten Chris Botti bør fremhæves for sine bidrag til især de mere afdæmpede numre.

Med akkustisk guitar gav Sting på egen hånd "Message In A Bottle" som første ekstra-ekstranummer. Her måtte den distingverede englænder kvæle et grin, da det viste sig, at publikum ikke formåede at synge backing til hans improvisationer. Hele bandet sluttede af med en flot unplugged udgave af "Fragile". De to sange fik en til at tænke på, om en hel akkustik solo-koncert eller blot en unplugged forestilling ville være en mere tilfredstillende måde at opleve Sting på. Under hele koncerten samlede Sting jævnligt hænderne bag sig og strakte sin ryg på den måde, der viser, at man ved, at man har udført et tilfredsstillende stykke arbejde. Det var samtidig helhedsindtrykket af koncerten. Veludført og habilt, men uden at der blev sat noget på spil. Det var bestemt ikke overraskelsernes aften, men hvis alle andre kunne levere varen til samme tilfredshed, så var forbrugerombudsmanden arbejdsløs i morgen.

Sting, onsdag aften, Forum, København