I industriens organisation, DI, glæder man sig i den grad over, at den kinesiske præsident kommer på statsbesøg i Danmark. Datoen er ikke 100 sikker endnu, men alt peger på, at det bliver inden for et par uger.

Lige meget hvad, så er DIs administrerende direktør Karsten Dybvad klar til at finde de store ord frem i forbindelse med præsident Hu Jintaos besøg i København.

"Jeg synes, det er stort. Rigtig stort. Det er svært at forestille sig noget større. Der er jo nærmest kun én ting, der er på samme niveau, og det er den amerikanske præsident," siger DIs administrerende direktør Karsten Dybvad til Berlingske og tilføjer:

"Kina er verdens næststørste økonomi i sig selv et meget stort marked, der spiller en stadigt større rolle i verden. Det er samtidig et land, som mange danske virksomheder har tætte relationer. Det er utroligt vigtigt for mange virksomheder med sådan et statsbesøg."

Udenrigsminister Villy Søvndal har allerede sagt, at han forventer, at der vil blive underskrevet kontrakter i forbindelse med besøget, og den vurdering deler DI-topchefen.

"Der bliver altid op til statsbesøg gjort et stort arbejde for at få gjort aftaler færdige. Det er jo en god anledning med al opmærksomheden, og det kan også give lidt ekstra vilje til at få aftalerne i hus," siger Karsten Dybvad.

Han er dog ikke parat til selv at melde noget ud endnu, men han tror, man vi se de enkelte virksomheder komme på banen inden for den nærmeste fremtid.

"På det konkrete plan, så er det de enkelte virksomheder, der vil annoncere det, men jeg har da den opfattelse, at der vil blive underskrevet aftaler i den her forbindelse," siger han.

Samtidig vurderer han, at besøget i sig selv er en solid reklamekampagne for det danske erhvervsliv. Det minder nemlig kinesere om, hvor deres ledere vender blikket hen.

"Der er ingen der er i tvivl om, at store kinesiske virksomheder er opmærksomme på, hvad deres politiske ledere er optagede af. Når nu den allerøverste politiske leder rejser til Danmark, så bliver der mere opmærksomhed omkring Danmark," siger Karsten Dybvad til Berlingske.