Dansk Håndbold Forbunds pressechef, Finn Tage Jensen, er havnet i modvind efter en uheldig udtalelse til TV2. Men det er langt fra første gang.
»Morten Stig er på ferie. DHF har ikke andet at sige, end at vi håber, han (Jan Pytlick, red.) kommer ned fra korset inden påske.«
Således svarede Finn Tage Jensen, da TV2 ønskede at få en kommentar fra forbundets generalsekretær, Morten Stig Christensen.
Bemærkningen skulle ses som en sjov reference til Jan Pytlicks maleriske beskrivelse af de sidste år som landstræner, hvor han havde følt sig 'hængt op på et kors og langsomt forblødt.' Kommentaren faldt bare ikke i god jord hos DHF, der nu vil tage en samtale med pressechefen.
Men det er langt fra første gang, Finn Tage Jensen har været involveret i uheldige episoder.
Tilbage i 2011 ved kvindernes VM-slutrunde i Brasilien havde flere DHF-folk, herunder Finn Tage Jensen, et par kontroverser med nogle repræsentanter fra Det Internationale Håndbold Forbund (IHF). Det skete i forbindelse med, at Maibritt Kviesgaard var blevet skadet i en af de første gruppekampe mod Argentina.
Det vides ikke helt, hvad der skete, men det skulle angiveligt være noget med en skråt-op-finger og en højtråbende attitude. Det fik efterfølgende Finn Tage Jensen til at sende en mail ud til pressen, hvor han nærmest forbød pressen at omtale episoden.
»I forbindelse med hændelserne omkring Kviesgaards exit fra banen udspillede sig to kontroverser mellem DHFs trup og IHFs delegerede. Vi beder jer indtrængende om at undlade at omtale og/eller kommentere disse episoder, da vi ikke ønsker at give vores modpart yderligere grund til at rette flere anklager imod os – berettiget eller uberettiget,« stod der dengang i mailen.
To år senere ved kvindernes VM-slutrunde i Serbien var der igen postyr omkring pressechefen, da han via sin personlige Twitter-profil kritiserede TV2s håndboldeksperter.
»Det må nu også være svært hele tiden at forny sig som studie-håndbold ekspert - men behøver man være så ensidig som den unævnelige,« skrev han på Twitter uden dog at uddybe hvem 'den unævnelige' var.
Det var dog vidt antaget, at han hentydede til den tidligere landsholdsspiller Anja Andersen, der fungerede som ekspert under slutrunden.
Senere på aftenen fulgte han op med endnu et tweet:
»Nå - nu er det den norske træner, der er håbløs...må være fedt at have så meget forstand på hvor inkompetente alle andre er.«
Da BT den efterfølgende dag spurgte ind til pressechefens tweets, reagerede han lettere irriteret og endte med at slette sin Twitter-profil.
Der skulle dog ikke gå mere end en måned, før han igen var indblandet i en uheldig sag. Denne gang ved herrernes VM-slutrunde i Spanien. Det danske landshold havde spillet en flot turnering, men kollapsede fuldstændigt og tabte med 16 mål til det spanske hjemmehold i finalen.
I det efterfølgende pressemøde var det meningen af den danske landstræner, Ulrik Wilbek, og den spanske ditto, Valero Rivera, begge skulle møde op, men førstnævnte udeblev. I stedet var det Finn Tage Jensen, der satte sig i stolen til pressens og den spanske træners undren.
Her blev pressechefen spurgt foran rullende kameraer, om Wilbek havde tænkt sig at deltage. Men Finn Tage Jensen slog ud med armene, for han vidste ikke, hvorfor Wilbek ikke deltog. Da den spanske landstræner understregede, at det ikke var okay, at den tabende træner ikke gad deltage, var Finn Tage Jensen endda tilbøjelig til at give spanieren ret. Et uheldigt signal at sende, og som Berlingskes tidligere sportsredaktør Flemming Fjeldgaard også skrev i sin klumme:
»Vi sad der og forholdt os til, at den spanske landstræner helt uimodsagt kunne signalere, at Ulrik Wilbek er en dårlig taber.«
Det er endnu uvist, hvad udfaldet bliver af den interne håndtering, som DHF-formand Per Bertelsen har varslet. Men Finn Tage Jensen kan i hvert fald vide sig sikker indtil den 6. januar. For først her vender generalsekretær Morten Stig Christensen hjem fra skiferie.