Dansk Folkepartis løfter om skattelettelser til alle vil koste samfundet 150 mia. kr. Samtidig vil skatteudspillet gavne de rige mere end f.eks. pensionister.

Det viser en beregning af forslaget, som Skatteministeriet har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Hovedpunkterne i Dansk Folkepartis forslag er bl.a., at alle danskere skal nøjes med at betale 30 pct. i skat og at selskabsskatten, de grønne afgifter fjernes samt registreringsafgiften på nye biler skal nedsættes væsentlig.

Ifølge beregningen vil en højtlønnet med en indkomst på 800.000 kr. spare 190.000 i skat om året, mens en enlig pensionist kun vil få en lettelse på 6400 kr.

Skatteminister Ole Stavad (S) kalder Dansk Folkepartis forslag for "folkeforførelse og bedrag".

- Dansk Folkeparti fortæller ikke sandheden. Hvis man gjorde det, ville mange af de mennesker, der klapper, hurtigt stivne. Det er et useriøst udspil, der viser, at Dansk Folkeparti vil give de højtlønnede penge i nakken, mens de lavtlønnede får større udgifter, siger Ole Stavad.

Han peger bl.a. på, at en privatisering af a-kasserne vil koste 40-50.000 kr. pr. person om året.

Hullet i statskassen på 150 mia. kr., som Skatteministeriet har regnet sig frem til, svarer til, at halvdelen af kommunernes og amternes indtægter med ét forsvinder.

Dansk Folkepartis skatteordfører, Kristian Thulesen-Dahl, afviser ikke, at partiets skatteudspil koster flere mia. kr. Til gengæld mener han, at forslaget vil skabe et mere retfærdigt skattesystem, samt at det ikke er utænkeligt, at man over en 20-årig periode kan hente 150 mia. kr. ved ikke at udbygge den offentlige sektor.

/ritzau/