Når præsident Hu Jintao sætter sig til bords med dronning Margrethe, bliver det uden repræsentanter for Dansk Folkeparti. Partiet har besluttet at boykotte den officielle statsmiddag for Kinas præsident, der finder sted 15. juni.

- Jeg har stor respekt for, at Kongehuset skal gøre det, men jeg behøver ikke at deltage. Kinas diktator har jeg ærligt talt ikke lyst til at være til statsbanket med, siger partiets medlem af Folketingets præsidium, Søren Espersen, til DR Nyheder.

Han noterer sig, at dansk erhvervsliv ser frem til Hu Jintaos besøg, men det bør ikke betyde noget for, hvordan politikerne agerer, mener han.

- Det har ikke spor med det her besøg at gøre, og hvordan man modtager en kommunistdiktator, siger Søren Espersen.

Ifølge DR Nyheder er folketingsformand Mogens Lykketoft (S) det eneste medlem af præsidiet, der deltager i statsmiddagen. Marianne Jelved (R), Bertel Haarder (V) og Holger K. Nielsen (SF) har alle meldt afbud.