Dansk Folkeparti mener, at de store prisstigninger på benzin er et stort samfundsmæssigt problem og vil nu gøre noget ved sagen.
I et forsøg på lindre de økonomiske smerter hos de danske bilister foreslår partiet, at der bliver indført et prisloft.
- Når benzinpriserne stiger voldsomt, stiger statens indtægter fra momsen også voldsomt. Og der synes jeg godt, man kunne sige, at momsen falder, når benzinprisen overstiger 12 kroner. Så bliver toppen taget af benzinpriserne, siger Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær.
Han mener, at staten sagtens kan undvære ekstraindtægterne fra de stigende priser på brændsel.
- Det er jo ikke forudsat i finansloven, at man får de ekstra momsindtægter, og der er ingen grund til, at staten scorer kassen på, at benzinpriserne stiger voldsomt, siger han.
Dennis Flydtkjær understreger, at den dyre benzin ikke kun straffer bilisternes pengepunge.
- Det bremser også mobiliteten på arbejdsmarkedet, da det bliver dyrt at komme på arbejde hver dag. Og væksten bliver sat i bero, da der er rigtig mange udgifter ved stigende benzinpriser, siger skatteordføreren, der dog får svært ved at finde opbakning til forslaget.
Nok finder Venstre forslaget sympatisk, men:
- Det er problematisk, hvis momssystemet skal sætte den almindelige prisfastsættelse ud af spil, når et produkt kommer over en bestemt pris. Det er bestemt ikke fremmende for konkurrencen, siger Venstres skatteordfører Torsten Schack Pedersen.
Han pointerer også, at staten sagtens kan bruge nogle ekstra kroner i form af de ekstra momsindtægter.
- Vi er jo ikke i en situation, hvor vi kan lette låget på statskassen og komme med udgiftskrævende forslag, siger Torsten Schack Pedersen.
Enhedslisten har heller ingen planer om at støtte et momsloft på benzinen.
- Det har vi intet ønske om. Der mangler 100 milliarder kroner i statskassen, og man kunne bruge de ekstra indtægter til at forbedre den offentlige transport, siger skatteordfører Frank Aaen.
Forslaget fra Dansk Folkeparti kommer samme dag, som prisen på en liter oktan 95 benzin sneg sig op på 12,99 kroner.