Dagen før arbejdernes kampdag ændrer Dansk Folkeparti holdning i debatten om kædeansvar. Mens partiet tidligere har talt imod lovgivning på området, foreslår Dansk Folkeparti nu, at Folketinget vedtager et begrænset kædeansvar, der ved lov skal pålægge virksomheder og kommuner et ansvar, hvis underleverandører for eksempel ikke udbetaler overenskomstmæssig løn. Det skriver Berlingske.

»Man kan se, at der i dag er flere og flere lande, der har lovgivet om kædeansvar - herunder Sverige. Med den sociale dumping, der er i Danmark, hvor vi kan se, at det er svært for virksomheder at konkurrere med dem, der svindler, så er det nødvendigt med lovgivning,« siger Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted (DF), til avisen.

Han understreger, at man ikke har lagt sig fast på en konkret model, men at kædeansvaret kun skal gælde professionelle virksomheder og altså ikke almindelige borgere, der eksempelvis skal have bygget hus eller lignende.

Det er kun fire år siden, at Dansk Folkeparti skråsikkert afviste at lovgive om kædeansvar.

Som støtteparti for den tidligere VK-regering var Bent Bøgsted nemlig selv med til at lægge afstand til et lignende forslag i 2010 fra Socialdemokraterne og SF.

»Vi skal ikke gøre de danske arbejdsgivere ansvarlige. I stedet bør vi kræve, at alle udenlandske firmaer, der vil arbejde i Danmark, skal skrive under på, at de betaler samme løn, som den lokale overenskomst garanterer. De skal ikke tvinges til at skrive under på en LO-overenskomst, men de skal betale den gennemsnitlige løn på området,« sagde Bøgsted dengang.

På spørgsmålet om, hvorfor Dansk Folkeparti nu mener det modsatte, svarer Bent Bøgsted nu:

»Situationen og truslen fra lavtlønnede arbejdstager fra EU er taget til de seneste år, og det kan vi ikke længere sidde overhørig. Derfor er det ikke bare en god idé, men direkte nødvendigt, hvis vi skal bekæmpe social dumping.«

I fagforbundet 3F har man længe haft et stående ønske om mere konkrete regler for kædeansvar. Men står det til 3F-formand Per Christensen skal reglerne ikke fastlægges ved lov - det skal alene aftales mellem arbejdsmarkedets parter. Og når det kommer til Dansk Folkepartis nye krav om lovgivning på området, er der ikke megen tillid at hente hos Per Christensen.

»Når jeg hører det her, så tænker man jo med det samme, at nu kommer der endnu et paradeforslag fra Dansk Folkeparti. Jeg har det sådan, at det er vigtigt, at politikerne fremsætter forslag, der også er realistiske, og som de forpligter sig til. Den her kovending fra Dansk Folkeparti er ren populisme i mine øjne og ikke noget, jeg kan tage seriøst,« siger formand for 3F Per Christensen.

Det er ikke første gang, Dansk Folkeparti kritiseres for at anlægge en populistisk linje og skifte holdning i konkrete sager.

For selv om Dansk Folkeparti i 2010 var med til at halvere dagpengeperioden fra fire til to år, krævede partiet en løsning på det problem under sidste års dagpengeforhandlinger. Og mens Kristian Thulesen Dahl (DF) tordner mod Lars Løkke Rasmussens (V) nulvækst i det offentlige, var Dansk Folkeparti med til at indføre netop nulvækst i 2010 og tre år frem. Senest gik Dansk Folkeparti så fra et ja til nej i spørgsmålet om salg af DONG-aktier.

Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn (S), kalder det »ærgerligt«, at Dansk Folkeparti ifølge Lahn ikke havde samme ønske om at bekæmpe social dumping, da de sad med ved magten i 00erne.

»Hvis Dansk Folkeparti virkelig mener det, de siger, vil jeg meget gerne invitere dem på en kop kaffe, så vi kan finde frem til en fælles indsats mod social dumping, som også skal gøre sig gældende efter næste valg. Skal jeg være ærlig, så tror jeg, at de skifter holdning igen efter næste valg,« siger han.