Dansk Folkepartis Martin Henriksen langer ud efter SFs Özlem Sara Cekic, som er ny formand for socialudvalget. Hun kan ikke tale engelsk. Det kunne bt.dk afsløre i går. 

Som udvalgsformand er man delegationsleder på udvalgets inspirationsrejser til andre lande. Martin Henriksen var formand for socialudvalget under den tidligere regering, og han mener, at de manglende engelskkundskaber er et problem.

- Det er min erfaring, at hvis man skal fungere som udvalgsformand og delegationsleder, at så skal man kunne tale og forstå engelsk. Man repræsenterer jo dybest set Danmark og alle Folketingets partier og skal kunne forklare hovedlinjerne i dansk socialpolitik samt svare på spørgsmål fra de udlændinge, man er gæst hos. Så jeg vil opfordre til at den nye formand lærer engelsk eller overlader opgaven som delegationsleder til en anden, siger Martin Henriksen til bt.dk.

- Iøvrigt er det da tankevækkende, at SF som altid kritiserer DF for at være alt for nationale og for lidt internationale, har så store problemer i forhold til kommunikationen med omverden. Det er væsentligt at understrege, at manglende sprogkundskaber ikke i sig selv diskvalificerer nogen, men når det er sagt, så vanskeliggør det arbejdet. SF bør nok gå lidt stille med dørene, næste gang de selv mener, at de har de åh så rigtige holdninger i forhold til globaliseringen med mere, siger Martin Henriksen.

I går sagde Özlem Sara Cekic følgende til bt.dk:

- Jeg kan jo godt forstå lidt, men jeg er ikke verdens bedste. Så når jeg skal holde tale, som jeg skal i starten af turene, kræver det, at jeg sidder og skriver talen, læser den højt og øver den grundigt inden, så jeg ikke laver nogen fejl, sagde Cekic.

- Jeg synes ikke nødvendigvis, at det er et kæmpe problem. Der er jo rigtig mange i udvalget, som kan engelsk og kan være behjælpelige, sagde hun endvidere. Socialudvalgets arbejde starter torsdag i uge 43.