Inger Støjberg er kun lige blevet udnævnt til udlændinge- og integrationsminister, men allerede nu bliver hun sat under pres af mindretalsregeringens største støtteparti.
»Jeg synes da umiddelbart, det ser meget fornuftigt ud. Inger Støjberg har gjort sig bemærket med en række bemærkninger på udlændingeområdet, som lægger tæt opad Dansk Folkeparti,« siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen til bt.dk.
Nu forventer han og DF, at Støjberg vil gennemføre stramninger og leve op til sit ry som hardliner på udlændingeområdet.
»Det store spørgsmål er så, om Inger Støjberg også kan levere. For én ting er snak og fine udspil. Noget helt andet er den konkrete politik. Der vil vi selvfølgelig se, om det kun er snak, eller om der kommer noget ud af det,« siger Martin Henriksen.
Læs også:
Dansk Folkeparti stormede frem ved valget og blev næststørste parti i Folketinget med 37 mandater. Dem vil de nu bruge på at presse V-mindretalsregeringen på udlændingeområdet, som er »hjerteblod« for partiet, som Martin Henriksen udtrykker det.
»Jeg har noteret mig, at Venstre har udtalt, at de vil gøre noget ved asylområdet, familiesammenføringsområdet og være med til at afskaffe greencard-ordningen. Nu må vi så se, om de er til noget. Vi vil med vores mandater presse på for, at der udover de hårde udmeldinger også kommer noget substans,« siger han.
Læs også:
Er I klar til at vælte regeringen, hvis den ikke leverer de stramninger?
»Nu tager vi lige en ting ad gangen. Jeg har jo ikke tænkt mig at vælte en regering, som dårlig nok er trådt til endnu. Men vi vil presse på hver gang der er mulighed for at stramme op på asyl- og udlændingepolitikken.«
En knast i de bestræbelser kan blive, at der internt i blå blok ikke er enighed på udlændingeområdet.
»Det er rigtigt nok, at der er uenigheder på det her område i blå blok, men vi samlede os jo om nogle forskellige punkter i valgkampen. Det vil vil holde de andre partier fast på. Vælgerne har jo fået den opfattelse, at også Venstre, Liberal Alliance og De Konservative vil have stramninger på asyl- og udlændingepolitikken generelt,« siger Martin Henriksen.
Inger Støjbergs drømmeministerium kan godt ende med at blive en politisk kampplads.