Homoseksualitet, kondomer, selvmord, skilsmisse og erektionsproblemer. Det er alle emner, der er blevet fjernet fra EU-Kommissionens nye rapport om europæiske mænds sundhed.

En dansk forsker, der har været med til at lave rapporten, føler sig udsat for censur. Det er ikke rimeligt, mener Dansk Folkeparti, der vil have det danske EU-formandskab i skikkelse af sundhedsminister Astrid Krag på banen.

- Det lader til at denne her rapport har fået en tur i vridemaskinen for at tilgodese nogle snerpede katolske lande. Det synes jeg ikke er i orden. Hvis man vil lave en rapport om mænds sundhedstilstand, så kan man jo ikke bare udelade problematiske passager, så bliver rapporten ubrugelig, ligesom så meget andet som EU befatter sig med, siger EU-ordfører Pia Adelsteen.

Hun vil have sundhedsministeren til at informere sine kolleger om, at censur ikke er acceptabel. Astrid Krag bør også sørge for at annullere rettelserne, så rapporten kan læses i sin oprindelige form, lyder det fra DF.

- Det er det mindste, man kan forlange. Men tænk hvis det her ikke var blevet opdaget, og hvor mange andre rapporter er der blevet fiflet med uden det er kommet for dagens lys?, spørger Pia Adelsteen.

Også Socialdemokraterne tager afstand fra rettelserne i rapporten. MEP Britta Thomsen oplever ifølge Politiken, at en stærk katolsk EU-lobby arbejder systematisk for at undertrykke emner som kvinders ret til abort og prævention samt homoseksuelles rettigheder.