Nu skal Socialminister Karen Hækkerup (S) på banen i sagen om fusk og svigt på handicapområdet, hvor kommunerne til dels sjusker med deres tilsyn og til dels har svært ved at gennemskue, hvornår de skal gribe ind.

Det mener Karina Adsbøl, der er handicapordfører for Dansk Folkeparti.

- Det er en frygtelig situation, at dem, som skal hjælpe og varetage borgerens interesser, ikke gør det fyldestgørende. Men jeg forstår ikke, at det skal være så svært for kommunerne at føre det lovpligtige tilsyn, lyder det fra Karina Adsbøl, der derfor har rettet henvendelse til socialministeren.

Udmeldingen kommer efter BT's dækning af Henrik-sagen, hvor en 53-årig lam og stum mand i årevis blev groft udnyttet af to hjælpere, der helt uforstyrret har overtrådt reglerne ved blandt andet at fratage Henrik De Linde hans vejrtrækningsapparat, tage meget længere vagter end tilladt og køre deres egne firmaer, mens de burde passe Henrik.

Det er kommunernes pligt årligt at føre tilsyn med handicappede, der modtager hjælp i eget hjem, men det er kun hver anden kommune, der lever op til disse krav, afslører tal fra Servicestyrelsen. Kommunernes Landsforening forklarer nu, at det er en frustrerende svær opgave at gribe ind, hvis noget er galt, da kommunen ikke er til stede dagligt.

Men det kan ikke passe, mener DF.

- Det skal vi politikere gøre noget ved, og jeg har derfor rettet henvendelse til socialminister Karen Hækkerup om sagen, så vi kan komme i gang med at løse denne problemstilling, lyder det fra handicapordfører Karina Adsbøl.