Ledige danskere vil nødig tage ufaglærte job, selv om der er ufaglærte job at få, og derfor ansætter danske arbejdsgivere udenlandsk arbejdskraft, skriver Jyllands-Posten. Dansk Folkeparti er forarget over den manglende joblyst fra danskerne.

På Ruths Hotel i Skagen har man netop ansat 16 unge østeuropæere som stuepiger og opvaskere, som var kommet til Danmark for at søge job. Ingen danskere søgte stillingerne, lyder det fra hotellet.

- Det hører ingen steder hjemme, siger Bent Bøgsted, Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, der kender til lignende sager andre steder i landet.

- Jeg vil understrege, at landets jobcentres opgave er at anvise job til danske ledige. Og når disse får anvist et job, skal de tage det. Vi har 170.000 ledige i Danmark. I sådan en situation kan det ikke nytte noget, at der er job, man ikke vil tage. Det har Danmark simpelthen ikke råd til.

BNB