DF: Indvandring skyld i svenske optøjer
Svenskerne er ved at miste kontrollen over deres land på grund af en massiv tilstrømning af indvandrere fra ikke-vestlige lande, mener Dansk Folkepartis Martin Henriksen.
Svenskerne er ved at miste kontrollen over deres land på grund af en massiv tilstrømning af indvandrere fra ikke-vestlige lande, mener Dansk Folkepartis Martin Henriksen.
SVERIGE: I Sverige og i særdeleshed i landets hovedstad, Stockholm, har unge i den seneste uges tid hærget i gaderne ved at gå i kamp med politiet og sætte ild til biler. Optøjerne har nu nået et omfang, der er så stort, at politiet i Stockholm får hjælp fra andre politikredse, ligesom den svenske efterretningstjeneste SÄPO også er involveret. Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) begrunder optøjerne med indvandring. »Vi ser det desværre også i Danmark, og problemet vil blive endnu værre, og ja, lad os være ærlige; det hænger sammen med indvandringen fra især muslimske lande. Sverige er hårdt ramt, fordi man igennem rigtig mange år har ført en uansvarlig udlændingepolitik. Konsekvensen er, at mennesker, som grundlæggende har nogle andre værdier, nu sætter standarden i bestemte områder. Jeg frygter, at vores svenske naboer har overtrådt en grænse, og at de ikke kan nå at få deres land på ret kurs,« siger Martin Henriksen.
»Jeg vil foreslå, at det danske integrationsudvalg mødes med det tilsvarende svenske udvalg for at diskutere, hvordan vi forhåbentlig kan lære noget af hinanden. Jeg vil ikke mindst forklare svenskerne, hvor vigtigt det er med en fri og åben debat og naturligvis en stram udlændingepolitik,« tilføjer han.
Efter at en 69-årig mand i sidste uge blev skudt af politiet i forstaden, Husby, vest for Stockholm, har der i flere dage været kampe mellem unge og politiet, og optøjerne har siden spredt sig i hovedstaden og til andre byer i Sverige.