DF: Hvor bliver Syrien-sagerne af?
Peter Skaarup forstår ikke PET, mens SFs Karina Lorentzen tror, at vi snart ser den første danske sag mod Syrien-krigere.
Peter Skaarup forstår ikke PET, mens SFs Karina Lorentzen tror, at vi snart ser den første danske sag mod Syrien-krigere.
Der er forundring på Christiansborg over manglende straffesager mod danskere, der er rejst i kamp i Syrien.
I hvert fald er Dansk Folkepartis gruppeformand og retsordfører, Peter Skaarup, uforstående over for, hvorfor PET endnu ingen sager har ført mod Syrien-krigere:
- Jeg må ærligt sige, at jeg ikke forstår et mug af, hvorfor der ingen sager har været. De her personer har i flere tilfælde ligefrem på tv eller sociale medier pralet af deres gerninger i Syrien. Det er yderst sjældent, at kriminelle gør det, og det er en gave for PET og Justitsministeriet. Alligevel virker det til, at ingen kan finde ud af at pakke gaven op, siger Peter Skaarup og fortsætter:
- Jeg tror ikke, at det er politisk korrekt for en regering, hvor De Radikale deltager, at føre en sag mod de her mennesker og efterfølgende få dem udvist. Så lader man hellere være og lader det blive ved en hård retorik.
Formanden for retsudvalget, SFs Karina Lorentzen, mener ikke, det er underligt, at der endnu ikke har været sager mod personer, der drager i krig i Syrien.
Hun peger på, at det er yderst vanskeligt at indsamle beviser i et krigshærget land som Syrien, og at PET formentlig ikke har følt beviserne stærke nok indtil videre:
- Men jeg tænker, det er et spørgsmål om tid, før vi ser den første danske sag i Danmark, siger Karina Lorentzen.
PET har flere gange udtalt, at det finder den danske terrorbestemmelse tilstrækkelig for at retforfølge danskere, der f.eks. tager til Syrien. Men Dansk Folkepartis Peter Skaarup åbner alligevel op for at ændre på terrorloven, fordi de manglende sager viser, at bevisbyrden i sådanne sager kan være for svær at løfte, lyder det Peter Skaarup.
Det bliver dog uden SF:
- Jeg hører til dem, der efterhånden har accepteret dele af terrorloven, selvom vi er gået meget, meget langt i f.eks. registreringen af danskere. Men det betyder også, at jeg har meget svært ved at se stramninger af den nuværende terrorlovgivning for mig, siger Karina Lorentzen.
Justitsminister Karen Hækkerup (S) har ikke ønsket at lade sig interviewe om emnet til BT, men har sendt følgende udtalelse:
- Udviklingen med unge, der rejser fra Danmark til Syrien for at tilslutte sig kamphandlingerne, er stærkt bekymrende, og jeg kan forsikre om, at regeringen tager udviklingen meget alvorligt. Det er en af PETs største opgaver at holde øje med de personer, som rejser til Syrien for at kæmpe, og PET vurderer løbende, om der er grundlag for at rejse straffesager mod de pågældende. Strafforfølgning kræver, at der kan føres bevis for en strafbar handling, samt selvfølgelig at man har fat i vedkommende, og jeg tror, at de fleste kan se for sig, at det rummer en række udfordringer at finde beviser midt i den syriske krigszone. Det er netop derfor, at PET har anlagt en bred strategi, hvor der både er fokus på retshåndhævelse og forebyggelse.