De 3.900 statslige ansatte, der torsdag har fået at vide, at deres job flytter til et andet sted i landet, kan muligvis få følgeskab inden længe. Står det til Dansk Folkeparti, skal endnu flere statsjob nemlig rykkes ud i landet.
»Hvis det her bliver en succes, og man ikke oplever alle de risici, der remses op, så kunne det her være første etape på at flytte endnu mere ud og få et endnu mere sammenhængende Danmark,« siger finansordfører René Christensen (DF).
Han henviser til en række professorer og økonomer, der blandt andet har advaret mod, at effekten i form af vækst og udvikling ikke vil være så stor som forventet ved udflytningen. Samtidig er der også bred enighed om, at de berørte styrelser i et stykke tid efter flytningen vil arbejde på nedsat styrke.
»Jeg håber, regeringen har taget højde for, at produktiviteten vil få en hængekøje-effekt i forbindelse med sådan en omkrokering,« siger René Christensen, der dog ikke mener, at det er et argument for ikke at flytte arbejdspladserne ud af København.
Dansk Folkeparti udpegede selv for to måneder siden 12 styrelser, der kunne flyttes ud af hovedstaden. Regeringens netop fremlagte plan indeholder udflytning af 20 hele styrelser og derudover en række delvise udflytninger.
Spørgsmål: Betyder det, at regeringen er mere ambitiøs end jer på det her område?
»Det skal jeg ikke kunne sige. Men regeringen har nok nemmere ved at komme i kontakt med styrelserne - vi havde bare kigget på, hvad der ville give mening i forhold til, hvad styrelserne arbejder med,« siger René Christensen.
Udflytningen har vakt vrede blandt flere af de faggrupper, der er berørt. René Christensen forstår godt frustrationen hos den enkelte medarbejder, men fastholder, at statslige arbejdspladser er en vigtig nøgle i missionen om at få skabt et sammenhængende Danmark.
Spørgsmål: Har du forståelse for, hvis det ikke er alle ansatte, der vælger at flytte med?
»Det har jeg fuld forståelse for. Det er en stor beslutning at flytte - det kan også være en stor beslutning at blive pendler. Men Danmark er trods alt et lille land med en god infrastruktur. Og det skal også siges, at det heller ikke er alle, der arbejder i København, der også bor i København,« siger DR-ordføreren.