Danmark hilste sidste år 56.276 udenlandske statsborgere velkommen til landet. Det er en rekordhøj indvandring på et enkelt år, og det bør rejse en række principielle spørgsmål, mener Dansk Folkepartis Udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen (DF).
Han peger på, at indvandringen har så stor indflydelse på danskerne, at vi bør afholde folkeafstemning om, hvordan det danske arbejdsmarked og Danmark skal hænge sammen fremover både socialt og kulturelt.
»Det er store tal, og det har naturligvis nogle konsekvenser for vores kongerige og for almindelige menneskers hverdag. Derfor ville det være rimeligt, hvis danskerne blev spurgt,« siger Martin Henriksen.
Han forventer dog ikke, at tanken om en folkeafstemning vil vække glæde hos kollegerne på Christiansborg. Tværtimod vil de »løbe skrigende bort ved tanken«.
»På den måde kan de undgå at tage debatten. En debat, som de altid formår at snige sig udenom. Her kunne man godt lade sig inspirere af den måde, som demokratiet er indrettet på i Schweiz, hvor der er en meget større respekt for almindelige menneskers synspunkter. En respekt, som efter min opfattelse, er fraværende i dansk politik,« siger han.
Den Radikale udlændingeordfører, Marlene Borst Hansen (R), vil dog godt tage fat i debatten. Hun pointerer, at to tredjedele af den udenlandske indvandring kommer fra Vesten, fra EU-lande, og derfor mener hun, at det er en debat om medlemskabet af EU.
»Hvis der skal være en afstemning, bør det i første omgang være en folkeafstemning om vores medlemskab af EU. Og her mener Radikale Venstre, at det er en meget stor fordel af være en del af EU, så derfor støtter vi, at Danmark fortsat er medlem,« siger udlændingeordføreren og fortsætter:
»Hvis vi skulle have de her indvandringstal mærkbart og markant ned, så ville det betyde, at vi skulle melde os ud af EU. For tallene viser, at den frie bevægelighed inden for EU fungerer, og ønsker man ikke det, må man melde sig ud. Og derfor må Dansk Folkeparti melde ud, hvad partiet ønsker,« siger hun.