Dansk Folkepartis Martin Henriksen vil nu have afviste asylansøgere i fodlænker, så ingen kan forsvinde sporløst.
»I Dansk Folkeparti synes vi, det er en god idé med elektroniske fodlænker. Vi vil gerne have bedre styr på de afviste asylansøgere. I Tyskland var der for eksempel en afvist asylansøger, der begik terrorangrebet i München, og vi har mange i Danmark, som vi heller ikke ved, hvor er,« siger Martin Henriksen, udlændingeordfører til BT.
Ifølge Rigspolitiet er næsten 1600 asylansøgere sporløst forsvundet i Danmark. Fælles for dem alle er, at de har fået afslag på asyl og skulle være sendt retur til deres hjemlande. Men før hjemsendelse forsvandt de fra deres asylcenter eller udrejsecenter. Rigspolitiet oplyste i sidste uge til Politiken, at vurderingen er, at mange af de afviste asylansøgere er rejst videre til lande som Sverige og Tyskland, men mange går også under jorden i Danmark, vurderer Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. En fodlænke vil være et stort indgreb i menneskers liv, lyder kritikken, men det er ikke noget problem for Dansk Folkeparti.
»EU og Amnesty må gerne kalde det frihedsberøvelse. Det er ligegyldigt. Vi har intet problem med at frihedsberøve dem. Vi vil have styr på dem, og det kan man få via elektroniske fodlænker,« siger Martin Henriksen.
I Norge oplever regeringen lignende problemer med afviste asylansøgere og er netop nu i gang med at undersøge mulighederne for at bruge fodlænker. Ved udgangen af november måned 2016 var der således 2743 asylansøgere, som var forsvundet sporløst, efter deres asylsag var blevet behandlet og endte med et afslag.
Mens Martin Henriksen er fortaler for lignende overvejelser i Danamrk, er holdningen anderledes hos Alternativets Josephine Fock.
»Fodlænke er noget, vi idømmer folk, og noget vi bruger som straf i Danmark, så nej, det skal vi ikke indføre i Danmark,« siger hun og tilføjer at partiet ønsker en helt anden tilgang til asylansøgerne.
’Vi vil inkludere dem fra det sekund, de kommer til landet. Hvis man gør det, er der slet ikke grund til, at folk skulle gå under jorden’, lyder det fra Alternativets udlændingeordfører.