Feriesæsonen er ovre, og for mange danskere får en uge i sydens sol et klamt efterspil. De vender nemlig hjem med andet end gode minder i bagagen.
Charterferien på Mallorca eller storbyferien i Barcelona er et overstået kapitel, og kufferten bugner af vasketøj og souvenirs ved hjemkomsten. Men i flere tilfælde er kufferten også fyldt med ubudne gæster, der sniger sig med tilbage til Danmark fra de varme himmelstrøg.
De ulækre gæster er bedre kendt som væggelus og kan være til rigtig stor irritation. Væggelusen er en rødbrun tæge, som suger blod fra mennesker og efterlader røde, kløende knopper på kroppen.
Hos firmaerne, der bekæmper væggelus og andre skadedyr, har man nok at se til. Det fortæller Claus Schultz, der er teknisk direktør i Rentokil Skadedyrsservice.
- Vores telefoner er rødglødende. Det er især efter de store feriesæsoner som påsken, efterårs- og sommerferien, at danskerne er plaget af væggelus, siger Claus Schultz.
Den tendens bekræfter Christian Danielsen, der er stifter af hjemmesiden vaeggelusbekaempelse.dk.
- I den sidste uge har vi oplevet langt flere besøgende, end vi gjorde før ferien, siger han.
De blodtørstige bæster er lyssky. Derfor kommer de kun frem om aftenen og om natten, hvor de angriber en menneskearm eller -fod ved at gå efter varmen. Populært sagt slår de typisk til på de steder af kroppen, som ligger uden for dynen.
Ifølge Ole Østerlund Kilpinen fra Skadedyrslaboratoriet ved Aarhus Universitet kan det være svært for det utrænede øje at vide, om der er tale om væggelus.
- Man kan selvfølgelig kun være sikker på, det er væggelus, hvis man har set dem. Hvis ikke, der er synlige spor at gå efter i sengen, så er det en god idé at vende madrassen om og kigge i de små sprækker. Her gemmer de sig om dagen, siger Ole Østerlund Kilpinen.
I tilfælde af væggelus er der ofte små pletter på madrassen eller lagenet. Det er væggelusenes ekskrementer. Ole Østerlund Kilpinen anbefaler, at man kontakter en professionel ved den mindste mistanke om væggelus.
Gode råd efter ferien:
- Pak kufferten ud udendørs, så du ikke slæber væggelusene med indenfor.
- Hvis du er nervøs for, at væggelusene gemmer sig i ferietøjet, så kan du enten lægge tøjet i en fryser i nogle dage eller vaske tøjet ved mindst 60 grader.
- Det er vigtigt at lægge tøjet i poser, så ikke væggelusene kommer ud i hjemmet
