Når Sveriges prinsesse Madeleine den 8. juni siger ja til sin udkårne - den amerikanske forretningsmand Chris O'Neil - så bliver det familiens præster, der skal vie parret.

Det afslører den svenske avis, Expressen.se.

- Det stemmer, at jeg har fået den ære, bekræfter hoffets overprædikant, Lars-Göran Lönnermark overfor Expressen.se. Han skal sammen med pastor Michael Bjerghagen stå for vielsen.

Og Lars-Göran Lönnermark er en erfaren herre, når det kommer til kongelige vielser. Han var nemlig også med som en af de præster, der i 2010 viede kronprinsesse Victoria med Daniel Westling.

Men selv om prinsesse Madeleines altså har valgt en af de samme præster som sin storesøster, så vil hendes bryllup dog ikke blive en tro kopi af Victorias. Mens Victoria og Daniel blev viet i Storkyrkan i Stockholm, så bliver den yngre prinsesse gift i selve Slotskirken på Stockholm Slot.

Der er dog fortsat mange ting omkring afholdelsen af brylluppet, som endnu ikke er blevet offentliggjort. Det vides, at brudeparret efter vielsen skal køres gennem Stockholms gader, og at selve bryllupsfesten holdes på Drottningsholms Slot. Men derudover er der en række ubekendte. 

Ét er dog sikkert. Brylluppet vil følge de svenske traditioner. For selv om Madeleine til dagligt bor i New York, hvor hun arbejder for organisationen Childhood, (dronning Silvias børneprojekt, red.), og hendes forlovede er britisk/ amerikansk, så vil Madeleine ikke give slip på sit hjemlands traditioner.

- Chris skal have en forlover ved sin side. Men jeg kommer ikke til at have brudepiger. Præcis som min mor og min søster skal jeg have brudesvende. Det er en bryllupstradition, som jeg gerne vil føre videre, har Madeleine tidligere fortalt i et interview.

Den royale vielse vil finde sted om eftermiddagen, og det vides endnu ikke, hvilke tv-stationer der vil sende den.