I de sidste årtier er fremkosten af væggelus kun blevet større. Nu fortæller en ny rapport, hvad det kan skyldes.
Det skriver ABC News.
Insekterne har nemlig en enestående god tilpasningsevne, så de bliver bedre til at modstå den gift, der bliver brugt mod dem. Det slår rapporten fra Journal of Economic Entomology fast.
Det er specielt den gift, der indeholder midlerne chlorfenapy eller bifenthrin, som væggelusene er blevet mere og mere resistente overfor.
»Før rapporten var ingen opmærksomme på, at væggelusene kunne være blevet resistente overfor denne form for gift,« siger Ameya Gondhalekar, der er professor ved Entomolofi Purdue University.
For at komme frem til undersøgelsens konklusion har forskerne testet 10 forskellige slags arter af væggelus for giften, der indeholdt chlorfenapy og bifenthrin. Og her kunne de altså slå fast, at på nogle af væggelus-arterne krævede det langt mere gift og længere tid, før de døde. Det tog helt op til 10 dage, før insekterne døde af giften.
Men ifølge Ameya Gondhalekar betyder det ikke, at væggelusene er ustoppelige, og at populationen ikke kan bringes ned igen.
»Budskabet med undersøgelsen er, at man ikke altid skal stole på insektgift, men at man skal bruge nogle af de andre muligheder, man har,« siger hun.
Det, siger forskeren, kan blandt andet være bedre overvågning og kontrol af, om der skulle være kommet insekter. Men derudover kan man bedre slippe af med væggelusene via ’fysiske’ og såkaldte ’kulturelle’ metoder. Det kan blandt andet være ved at bruge gift, pakke sit sengetøj væk, bruge madrasovertræk, benytte varm damp eller fysisk fjerne dem, skriver ABC News.
Undersøgelsen anbefaler altså en blanding af kemiske- og ikke-kemiske indgreb mod væggelusene.