Den 39-årige polak Joanna Tomaszewicz, der søndag fortalte sin årelange prostitutionshistorie i B.T., mener, at det var rigtigt at stå frem. I løbet af fire et halvt år arbejdede hun på 18 forskellige bordeller i Jylland og på Fyn. Nu ønsker hun, at kyniske bagmænd også kommer i avisen.

- Jeg er ikke bange. Det må andre være nu. De (bagmændene, red.) har gjort mange dårlige ting mod mig. Dem vil jeg også gerne se i avisen, siger hun og forklarer, at hun ikke har talt med de mennesker, der vil hende det ondt.

- Jeg har skiftet telefonnummer, og jeg tager den ikke, hvis der står ’blokeret’, siger hun.

Hendes bekendte både i og uden for prostitutionsmiljøet fik et chok, da de så hende på forsiden af B.T., fortæller hun.

- De var chokerede over at se mig i avisen. Og det er skamfuldt at være i avisen på den måde, men det var rigtigt at gøre, siger hun.

Joanna Tomaszewicz har i årevis fortiet sandheden om sine fire et halvt år som sexarbejder i Danmark over for sine forældre i Polen. Og det har hun tænkt sig at blive ved med ellers vil ’ambulancen komme i løbet af fem minutter’, forklarer hun.

- Så dør de af chok. Jeg vil ikke fortælle dem det, siger hun.

Frygter udstødelse

Tidligere har hun fortalt B.T., at hendes katolske familie hjemme i Gdansk vil slå hånden af hende, hvis de får sandheden at vide. Hun hæfter sig ved, at hendes forældre hverken forstår dansk eller engelsk, så risikoen ved at stå frem i B.T. er lille, mener hun.

Efter at B.T. bragte Joanna Tomaszewicz’ historie, vil medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt (DF) have undersøgt, hvor mange ’Joanna’er’ der findes i Vesteuropa.

- Folk i faregruppen i østlandene skal oplyses bedre, vi må samkøre databaser, så bagmænd kan fanges, og vi må have en bedre kontrol med den vandrende arbejdskraft. Det har aldrig været meningen med den frie bevægelighed, at folk skulle ende som Joanna, siger han og oplyser, at han vil bede Kommissionen om en undersøgelse samt tage sagen op i Europa-Parlamentet.

Morten Messerschmidt mener ikke, at et EU-forbud mod prostitution vil hjælpe kvinderne, da de så gøres endnu mere sårbare, end de er i dag.

LÆS HELE HISTORIEN OM JOANNA HER

Sexarbejder: Jeg er en løgner

Drikker en liter vodka om dagen

Ingen nemme sex-penge