Det svære farvel i Paris
Børn og børnebørn til de danske flyofre kom i går til Paris. Her var de med til den officielle mindehøjtidelighed til ære for de 113 ofre for Concorde-styrtet.
Børn og børnebørn til de danske flyofre kom i går til Paris. Her var de med til den officielle mindehøjtidelighed til ære for de 113 ofre for Concorde-styrtet.
Til stede i Paris var sønnen, Peer Ejlersgaard, datteren Anette Ejlersgaard, svigersønnen Peter Koch Ejlersgaard og børnebørn.
Familien havde haft brug for at være alene sammen det første døgn efter forældrenes pludselige død. En del andre pårørende til de dræbte i Concorde-styrtet var allerede kommet til Paris dagen før.
Det var Air France i samarbejde med det danske udenrigsministerium, der sørgede for, at de danske efterladte kom til Paris.
I lufthavnen blev de modtaget af den danske ambassadør i Frankrig, Hans Henrik Bruun. De to danskeres tragiske skæbne på Concorde-flyet har berørt de ansatte på ambassaden dybt.
Således havde ambassadøren givet ordre til, at de danske flag på ambassaden og foran Det Danske Hus på Champ-Élysées skulle flages på halv stang.
Men det var ikke kun ambassadøren, der tog imod i lufthavnen. Air France havde sørget for, at der også var krisepsykologer til stede. Familien blev tilbudt, at psykologerne kunne følge dem hele dagen, hvis de havde brug for det.
Efter modtagelsen fik familien mulighed for at komme ud at se nedstyrtningsstedet få kilometer fra lufthavnen i forstaden Gonesse.
Klokken 17,30 startede mindehøjtideligheden i Madeleine kirken i midten af Paris. Onsdag blev der holdt en privat mindehøjtidelighed kun for den nærmeste familie i Gonesse - her deltog den danske familie ikke. Ceremonien i Madeleine kirken var den store officielle mindehøjtidelighed.
Det var tydeligt, at tragedien stadig påvirker franskmændene meget. Flere tusinde medfølende tilskuere havde taget opstilling foran kirken.
Her kunne de se pårørende til ofrene og Air France-kolleger til den dræbte besætning ankomme til kirken i store hvide busser med politieskorte.
Man havde valgt at holde mindehøjtideligheden i Madeleine kirken fremfor Notre Dame katedralen, fordi den består af et stort rum uden generende søjler.
Kirken har tidligere været brugt til store mindehøjtideligheder blandt andet for Edith Piaf, Marlene Dietrich og prinsesse Diana.
Der var sat 1200 sæder op inde i kirken, men det viste sig slet ikke at være nok.
300 deltagere måtte stå op inde i kirken, mens op mod 150 overhovedet ikke nåede ind i den propfyldte kirke.
Højtideligheden blev holdt delvis på fransk og delvis på tysk. Til stede var gejstlige fra alle de forskellige trosretninger, som ofrene tilhørte.
Det bevægende højdepunkt var, da otte Air France-ansatte gik op til alteret og tændte 113 stearinlys. Biskoppen i Paris holdt hovedprædikenen.
Efter mindehøjtideligheden kom den danske familie ud af kirken sammen med ambassadøren. Der blev sagt farvel til hinanden efter en meget bevæget dag sammen.
Den danske familie forlod kirken i en af ambassadens minibusser på diplomatplader.