Tærter er en klassiker, men med kulhydratforskrækkelsen er butterdejsbunden udfordret. BT’s Madskole giver dig en nem og lækker løsning, så du stadig kan nyde tærtens grøntsager, ost og æg uden at få bundens stivelse.

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og få denne uges madskole, hvor grøntsagspassionisten og madbloggeren Maria Engbjerg, giver dig inspiration til hvordan du laver mad, med et lavt kulhydratindhold.

Som abonnent på BT PLUS får du hver uge adgang til BTs madskole, hvor eksperterne på skift deler ud af deres viden og deres opskrifter.

I KØKKENET - MARIA ENGBJERG

Det får du:

  • Artikel: Sådan genopfinder du tærten

  • 3 Tips: Lav mad med søde kartofler

  • Opskrift: Low-carb tærte

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Tærter er en klassiker, men med kulhydratforskrækkelsen er butterdejsbunden udfordret. BT’s Madskole giver dig en nem og lækker løsning, så du stadig kan nyde tærtens grøntsager, ost og æg uden at få bundens stivelse.

Er der to ting, vi forbinder med tærter, er det æggemasse og butterdejsbund. Men hvor æggets proteiner mætter godt og er oppe i tiden, er butterdejens smør og hvedemel ildeset, fordi det feder. Er du vild med tærte, skal dét dog ikke forhindrer dig. BT’s Madskole har løsningen.

”En tærte behøver ikke have butterdejsbund. Den kan sagtens have en bund af grøntsager i stedet. Med low carb-bølgen vil mange foretrække at få tærtens mange gode grøntsager og proteinerne fra æggemassen, men uden kulhydraterne i bunden”, fortæller grøntsagskok Maria Engbjerg, der derfor har gentænkt tærten.

BTs’ Madskole bringer i denne uge Maria Engbjergs opskrift på en lækker tærte med grøntsager, ost og æg, men på en bund af søde kartofler i stedet for butterdej.

”Man kan bruge almindelige kartofler, aubergine, søde kartofler. Hvad som helst, der kan skæres i skiver. Og så undgår man den våde bund, som mange kender, når de bruger butterdej”, forklarer Maria Engbjerg og garanterer, at æggemassen holder tærten sammen, så den stadig kan skæres ud i flotte trekantede stykker, selvom dejbunden er udeladt.

Når hun har valgt den søde kartoffel til opskriften her på siden, er det dog ingen tilfældighed. Den er nemlig også et kulhydratvenligt alternativ til den almindelige meget stivelsesholdige kartoffel.

”I dag kan man få søde kartofler i de fleste supermarkeder. De har opnået en kæmpe popularitet i forbindelse med low-carb-bølgen, for det er slet ikke en kartoffel. Det er en rodfrugt, men den opfører sig meget som en almindelig kartoffel”, forklarer Maria Engbjerg.

Samtidig er den søde kartoffel fuld af langt flere vitaminer og mineraler og indeholder ikke lige så meget stivelse som den almindelige kartoffel.

Som bund i tærte er den ”genial” ifølge BT’s grøntsagspassionist. Og bagefter fylder man bare ovenpå med en masse  gode grøntsager og binder det hele sammen med æg og ost.

”Tærten er et koncept, man kan lege med. Alt kan smides i en tærte. Selv en pose snittet salat, der er blevet lidt kedelig kan få nyt liv i en tærte”, siger hun og kalder tærte for den ”perfekte måde at tømme køleskabet på”.

3 TIPS: LAV MAD MED SØDE KARTOFLER

Fakta: Søde kartofler er en rodfrugt, der minder om almindelige kartofler, men er sundere. De indeholder både mange vitaminer og mineraler - bla. A-, C- og E-vitaminer - og så har de et lavt glykæmisk indeks på 9, modsat almindelige kartofler (GI 70). Det meget lave GI betyder, at søde kartofler holder blodsukkeret stabilt - en vigtig faktor, hvis man vil ikke vil overspise, men holde vægten.

Tip 1. Man skal tænke på den søde kartoffel som en hvilken som helst anden grøntsag. Man kan bruge den til hvad som helst. Den kan skæres i tern, krydres, steges og bruges i salater eller i varme retter, laves til fritter, mos eller bages hel som en bagt kartoffel.

Tip 2. Søde kartofler kan bruges i det salte køkken, men også det søde. Bagt som en bagekartoffel kan man bruge kartoflens cremede konsistens som supplement til melet i pandekager, vafler eller kage.

Tip 3. Der er nogle indholdsstoffer i søde kartofler, man ikke skal have for mange af i rå tilstand. Men derfor kan man godt fx rive kartoflen og bruge lidt af den i en salat. Den smager rigtig godt rå også.

I KØKKENET - MARIA ENGBJERG

LOW-CARB TÆRTE:

Grøntsagstærte og sprød kålsalat med hvidkål, tranebær & valnødder (4 pers)

Tærte:

  • 1 stor sød kartoffel

  • 200 g grønkålsblade, finthakket (uden stok)

  • 1 løg, finthakket

  • 2 fed hvidløg

  • 200 g hytteost

  • 4 æg

  • 1 spsk. finthakket rosmarin, evt. tørret

  • 1/2 tsk muskatnød

  • olivenolie

  • salt og peber

Salat:

  • 5-6 store grønkålsstilke med blade (uden stok)

  • 1/4 hvidkålshoved

  • 1 lille æble

  • 1 lille håndfuld tørrede tranebær

  • 1 håndfuld valnødder

  • 1 spsk olivenolie

  • 1 spsk æblecidereddike

  • havsalt og friskkværnet peber

Sådan gør du:

Tærte: Tænd ovnen på 200 grader. Skær den søde kartoffel i tynde skiver, evt. på et mandolinjern. Smør et tærtefad med olivenolie eller læg et stykke bagepapir i. Læg de søde kartoffelskiver i bunden af fadet, så det overlapper hinanden lidt. Sæt fadet i ovnen og forbag det i 10 min.

Forbered fyldet imens. Pisk æg og hytteost sammen med rosmarin, muskatnød, salt og peber. Steg løget mørt på en pande ved middelvarme, tilsæt hvidløget og steg det med yderligere et par minutter. Rør de stegte løg og hvidløg i æggeblandingen. Steg grønkålen på panden, til den falder sammen, læg evt. låg på panden. Det tager ca. 10 minutter. Vend den stegte grønkål i æggeblandingen og fordel det på de forbagte kartoffelskiver. Sæt fadet tilbage i ovnen og bag tærten i ca. 30 minutter - eller til æggeblandingen er fast og gennembagt.

Salat: Snit hvidkålen fint, evt. på et mandolinjern, skær stokken af grønkålen, brug kun stilke og blade. Skyl grønkålen grundigt, slyng den og hak den groft. Kom grønkålen i en skål, hæld æblecidereddike, olivenolie, salt og peber på, og massér dressingen ind i grønkålen i et par minutter. Vend fintsnittet hvidkål i og top med tranebær, valnødder og æbletern.