Det skal du holde øje med i nattens præsidentduel
Mulige brølere og en kamp for at kapre kvindelige vælgere er bare et par af de ting, man bør være opmærksom på under debatten mellem Barack Obama og Mitt Romney.
Mulige brølere og en kamp for at kapre kvindelige vælgere er bare et par af de ting, man bør være opmærksom på under debatten mellem Barack Obama og Mitt Romney.
USA: Mitt Romney og Barack Obamas kampagnefolk er forud for nattens TV-debat om udenrigspolitik blevet enige om et format, hvor der er seks emner på dagsordenen: USAs rolle i verden, krigen i Afghanistan, terrorisme, Israel og Iran, udviklingen i Mellemøsten samt Kina.
Men man bør også holde øje med en række andre ting, skriver det amerikanske nyhedsmedie Politico, som på sin hjemmeside oplister fem konkrete punkter.
1: Hvem bliver den første, der bringer udenrigspolitikken hjem? spørger Politico som det første.
Selvom nattens debat er dedikeret til udenrigspolitik, bliver det alligevel interessant at se, hvilken af de to kandidater, der er bedst til at kæde de udenrigspolitiske spørgsmål sammen med den amerikanske økonomi, som er og bliver valgkampens mest centrale tema, skriver mediet.
2: Hvordan håndterer præsidentkandidaterne Libyen?
De to kandidater strejfede under den seneste TV-debat Libyen, da Mitt Romney bebrejdede Obama for ikke straks at kalde angrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi en terrorhandling. Romney sagde, at Obama var to uger om at kalde angrebet en terrorhandling, men duellens moderator Candy Crowley blandede sig og sagde, at Obama rent faktisk kaldte det en terrorhandling dagen efter angrebet.
3: Hvad med eneforhandlingerne med Iran?
Godt to døgn før den sidste TV-debat i valgkampen bragte New York Times en historie om, at USA og Iran skulle være blevet enige om direkte forhandlinger om Irans omstridte atomprogram. Begge lande har efterfølgende benægtet historien, og det vil Obama med al sandsynlighed også gøre, hvis han under debatten bliver spurgt. Men Iran vil komme i rampelyset under alle omstændigheder, skriver Politico.
4: Bliver det brølernes aften?
Selv Obama ville ikke følge med i denne debat, hvis han ikke var tvunget til at være på scenen, vurderer Politico. Han - og millioner af andre amerikanere - ville i stedet følge med i footballkampen mellem de lokale helte fra Chicago Bears og Detroit Lions. Samtidig spilles en vigtig baseballkamp også, og det betyder, at mange amerikanere vil blive efterladt med det indtryk fra debatten, som medierne efterfølgende vælger at fokusere på.
Her er der en tendens til at videreformidle fængende lydbidder, »one-liners« og brølere (de såkaldte »gaffes«), mener Politico, og det kan få stor betydning.
5: Hvad med de amerikanske kvinder?
De kvindelige vælgere er særdeles eftertragtede hos amerikanske præsidentkandidater, og når Barack Obama taler om at stoppe to krige og samtidig undgå nye af slagsen, så taler han især til de amerikanske kvinder. Denne valgkamp handler næsten udelukkende om økonomien, men det betyder ikke, at folk har glemt de to seneste præsidentvalgkampe, hvor emner som krig og fred dominerede, skriver Politico.
Derfor bliver det eksempelvis interessant at se, om Mitt Romney vil fortsætte sin hårde og kontante retorik mod lande som Iran og Syrien.
Debatten starter klokken 03.00 dansk tid og varer halvanden time.