Bo Sandemann Rasmussen, professor i nationaløkonomi, Aarhus Universitet:

- Nu kender politikerne også til de lavthængende frugters princip. De nemme løsninger er sluppet op. Så derfor vil yderligere reformer være sværere at lave, så de giver klare budgetmæssige forbedringer.

Hvilke store reformer er der – bortset fra de nævnte, skat, kontanthjælp og førtidspension – mest behov for i forhold til de nævnte mål om vækst og økonomisk balance?

- Reform af sygedagpenge, administrative forenklinger for borgere og erhverv.

Torben M. Andersen, professor i økonomi, Aarhus Universitet:

- De store oplagte ting er gennemført – der er ikke en enkelt stor realistisk reformmulighed, som giver et stort provenu – bortset fra en forhøjelse af ejendomsværdiskatten, som tilsyneladende ikke er politisk realistisk. Man skal vejen via de mange bække små.

Hvilke store reformer er der – bortset fra de nævnte, skat, kontanthjælp og førtidspension – mest behov for i forhold til de nævnte mål om vækst og økonomisk balance?

- Yderligere styrkelse af arbejdsudbud og effektivisering af den offentlige sektor.

Jørgen Søndergaard, direktør i SFI:

- Med afkortelsen af dagpengeperioden til to år og tilbagetrækningsreformen er behovet for at øge arbejdsudbuddet yderligere de nærmest kommende år ikke så stort. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvad statsministeren tænker på med sine udtalelser; men hvis jeg sad i den stol, ville usikkerheden om konjunkturudviklingen være en alvorlig bekymring.

Hvilke store reformer er der – bortset fra de nævnte, skat, kontanthjælp og førtids-pension – mest behov for i forhold til de nævnte mål om vækst og økonomisk balance?

- Kvalitetsudvikling af den offentlige sektor.

Peter Birch Sørensen, professor i økonomi, Københavns Universitet:

- Det kan blive en stor udfordring at sikre en markant forøgelse af arbejdsstyrke og beskæftigelse gennem reformer af skat, førtidspension og kontanthjælp. Derfor må en samlet reformpakke nok også indeholde tiltag, der kan sikre en bedre ressourceudnyttelse i den offentlige sektor.

Hvilke store reformer er der – bortset fra de nævnte, skat, kontanthjælp og førtids-pension – mest behov for i forhold til de nævnte mål om vækst og økonomisk balance?

- Langsigtet plan for offentlige investeringer og en budgetlov.

Nina Smith, professor i økonomi, Aarhus Universitet:

- Der er ikke flere ’lette løsninger’ tilbage. Ud over reformer af skat, førtidspension og kontanthjælp er de reformområder, som politikerne har tilbage, bl.a. reformer på boligmarkedet, brugerbetalingsordninger og ændring af satsreguleringen af overførslerne. Det kræver også en bred folkelig forståelse for, at danskerne skal være villige til at arbejde betydeligt mere end i dag.

Hvilke store reformer er der – bortset fra de nævnte, skat, kontanthjælp og førtids-pension – mest behov for i forhold til de nævnte mål om vækst og økonomisk balance?

- Reformer af boligmarkedet, brugerbetalingsordninger og ændring af satsregulering af overførselsindkomster.

Michael Svarer, professor i økonomi, Aarhus Universitet:

- Der er ingen nemme løsninger. Selv med reformer på sygedagpenge, fleksjob og førtidspension er det langtfra sikkert, at det vil bidrage til de offentlige budgetter, da det formentlig er en gruppe, der er meget svær at få i ordinær beskæftigelse. Så hvis der ikke kommer deciderede ydelsesreduktioner, er det langtfra oplagt, at det vil give et nettobidrag.

Hvilke store reformer er der – bortset fra de nævnte, skat, kontanthjælp og førtidspension – mest behov for i forhold til de nævnte mål om vækst og økonomisk balance?

- Reform af sygedagpenge, fleksjob og en forøgelse af arbejdstiden.