’Åh nej, jeg er fed og gammel’

Audrey Castañeda, 46 år, Stand up-komiker og manuskripforfatter, aktuel i ny DR2-serie ‘Piger på Krisestien’

Hvor tit får du komplimenter?

- Ofte. Eller også er det min egen tolkning af det. Når folk siger: ’Du er kønnere i virkeligheden’, tager jeg det som en kompliment i stedet for at tænke ’gud, ser jeg grim ud på skærmen?’ Hans Pilgaard sagde engang til mig: ’Jeg har aldrig set dig som stor’. Dermed komplimenterede han min måde at bære mig selv på, at min måde at klæde mig og være på overstråler min store røv. For 20 år siden havde jeg taget lussingen i sådan en kommentarer og tænkt: ’Åhh nej, jeg er fed og gammel’. I dag fokuserer jeg på intentionen bag bemærkningen. Kvinder søger ofte konfrontation. Hvis en kompliment kommer bare en lille smule forkert ud, står vi klar med korslagte arme. Vi er virkelig dårlige til at tage imod komplimenter. Hvis man siger noget pænt til os, sender vi det videre, eller det havner på gulvet. Det frustrerer mig, for ingen kan leve uden den bekræftelse, det er at blive set. Mænd kan være pisse bange for at sige noget pænt til en kvinde, for han får revet hovedet af, hvis han ikke lige rammer den rigtigt. Hvornår fik du sidst en kompliment? - I går var jeg med i ’Masterchef’. Efterfølgende skrev flere på facebook: ’Jeg elsker at se dig på skærmen, jeg elsker din udstråling og din personlighed’. Det tager jeg til mig.

Hvad er den bedste kompliment, du har fået? - En kompliment er en kompliment. Jeg er ikke rig nok til at undvære nogen. Jeg er ligeglad med, om folk roser mit hårspænde, mit fantastiske væsen, eller siger, at jeg er den bedste seksuelle oplevelse... eller medarbejder... Jeg er skide ligeglad, jeg tager det hele.Hvordan skal man tage imod en kompliment? - Man skal bare sige tak og gemme den som det bedste lille bolsche i sjælen. De dage, hvor man ikke føler sig særlig fed, skal man trække bolschet frem og sutte på det igen. Det er måske 30 år siden nu, men jeg går stadig og smiler over, at en mand engang faldt på cykel og slog sig ad helvede til, fordi han kiggede efter mig.

’Et kys er en kompliment’

Sarah Grünewald, 30 år, vært i ’Vild med dans’

Hvor tit får du komplimenter?

-Jeg får komplimenter hver dag af min mand. Ikke kun verbalt. For mig er et uventet kram eller kys også en stor kompliment. . Er vi gode nok til at give komplimenter?

- Kvinder er blevet bedre til at rose hinanden. Jeg sætter pris på at få komplimenter fra andre kvinder. Men generelt er vi nok for dårlige til det. Vi er enormt gode til at komme af med vores negative holdninger på facebook og alle mulige andre steder, men der burde være flere fora, hvor man klapper ad hinanden og blæser balloner op. Vi glemmer nok tit at give vores nærmeste komplimenter, fordi vi tager det som en selvfølge, at de ved, at vi holder af dem. Hvad er den bedste kompliment, du har fået?

- Forleden blev jeg stoppet af en pige på cykel. Jeg blev nærmest forskrækket, da hun sagde: ’Du ser simpelthen skide godt ud i dag’. Så kørte hun videre. Sådan noget burde man virkelig gøre noget mere.

’Komplimenter med indhold, tak’

Özlem Cekic, 38 år, sundheds- og ligestillingsordfører mm. som folketingsmedlem for SF

Hvor tit får du komplimenter?

- Jeg får dem, jeg skal have. Jeg mangler ikke. Men de er jo altid rare. Ligesom knus. Men det kommer an på, hvem det kommer fra. Jeg har en anden forventning til komplimentsniveauet fra min mand, end hvis det handler om politisk arbejde. Jeg har f.eks. lige lavet en facebookopdatering, der fik 42.000 likes. Det er en rigtig god kompliment for mig. Hvad er en dårlig kompliment? -Som kvinde får man tit at vide, at man er smuk. Det er ikke altid en særlig fed kompliment. Jeg kom f.eks. ned i folketingssalen efter en heftig debat, da en af mine kolleger sagde: ’du ser altså godt ud i den kjole’. Det var virkelig en skodkompliment. ’Hey, Har du overhovedet hørt efter?’.Det er også en rigtig dårlig kompliment, når folk siger: ’Du er så integreret’ og ’Du er så god til at tale dansk’. Jeg tror ikke, folk mener noget ondt, men det giver mig altid en dårlig smag i munden. Her gik jeg og troede, at jeg var dansker. Hvad, synes du, er en god kompliment?

- Jeg vil helst have komplimenter med indhold. Rigtig lækre komplimenter er, når folk kommenterer på handling og f.eks. kvitterer for, at man har været modig eller principfast. Jeg vil gerne have komplimenter om, hvad jeg har mellem ørerne - ikke mellem benene. Jeg er meget bevidst om som kvinde ikke at spille på, hvordan jeg ser ud. Hvis folk kommenterer det, kan jeg godt finde på at sige: ’Jeg håber også, jeg er klog’.Hvad skal din mand sige for at gøre dig glad? - At jeg er smuk, eller at han synes, jeg er sød. Derhjemme vil jeg gerne vurderes på det private. Det gør han rigtig tit, men det må gerne være hele tiden.

’Man må gerne rose min bagdel’

Christine Feldthaus, 52 år, livsstils-ekspert, senest aktuel i ’Hvem var det nu vi var’ og ’So F***ing special’

Hvor tit får du komplimenter?

- Hver dag. Der er jo mennesker, der synes, at vin bliver bedre med årene. Jeg oplever ikke, at jeg får færre komplimenter. Jeg får faktisk flere, selvom jeg er over sidste salgsdato, har rynker i hele fjæset og vejer 10 kilo for meget. Hvornår fik du sidst en kompliment?

-I går, hvor jeg spiste frokost med en af mine gode venner. Det er dejligt. Jeg labber dem i mig og synes, at verden bliver smukkere af det. Men komplimenter skal være ægte, ellers er de ligegyldige. Hvad lød komplimenten på?

- Han sagde: ’Guuud, det var da en dejlig røv, der går der’. Og det var så min. Nu får jeg hele Kvinfo på nakken, for man må ikke være sexistisk, men det må man altså godt med mig. Man må rose både min bagdel, mine bryster og det hele. Når man er over 50, bliver man jublende over, at man stadig har appel.Hvad er den bedste kompliment, du kan få?- Mails fra folk, der synes, mine tv-programmer er fede. Jeg bliver også rigtig glad, når folk roser mine foredrag. Det bedste er at få at vide, at jeg har inspireret folk til at kigge på sig selv, at de har fået noget at tænke over, som de tager med sig videre.