Troels Bech har en lille monolog klar, hvis man spørger ham, hvordan han ser udfordringen med at dygtiggøre et professionelt fodboldhold. Troels Bech taler om celler, om cellernes kerne og om cellernes overflade. Han kender måske en læge. Men pointen er, at en fodboldklubs ledelse kan dumme sig gevaldigt, hvis det hele kommer til at handle om overfladen på bekostning af det langt mere nødvendige arbejde med at vedligeholde og forstærke kernen.

Man kunne smide Brøndby ind i cheftrænerens monolog, og så ville Troels Bech sikkert mene, at Brøndby i årevis var præmieeksemplet på en stærk, veldefineret kerne, der handlede om talentudvikling, familiær pionerånd og klubkultur. Og han ville sikkert nævne, at Brøndby pludselig i bestræbelsen på at følge med FCKs voksende præstationsniveau fik vendt retningen, så det handlede mere om overfladen, mindre om kernen.

Man ansatte Michael Laudrup, købte spillere fra det meste af Europa, lod sig måske endda forblænde af en storsponsors idéer, og man talte undervejs om kulturkamp i Brøndby, for var denne leflen for overfladen ikke i konflikt med Brøndbys grundsten? Jeg er sikker på, at dette er præcist, hvad Troels Bech ville forsøge sig med, hvis han skulle forklare, hvorfor Brøndby i aftes kom til Odense som en skrigende nedrykningsfavorit.

Gad vide, hvad han ærligt vil mene om OBs situation? OB har jo i foråret ramt det bundniveau, der prægede klubben sidste sæson, da klubben var ved at rykke ned i 1. division. OB ramte i går et lavpunkt for sæsonen og har det mon noget at gøre med klubbens kerne? Mange fodboldledere har sjoflet med klubbens kerne også i toppen af dansk fodbold.

Vi husker, hvordan de grå mus fra Viborg pludselig sammen med træneren Anders Linderoth forelskede sig i en fodboldform, der slet ikke var Viborg. Randers forlod også kernen, da klubben for år siden takkede nej til mere Colin Todd og i stedet ansatte John ’Faxe’ Jensen. Nu skulle der spilles lækkerbold i Kronjylland, og der skulle en nedrykning til, før Randers igen fandt Colin Todd og klubbens kerne, den fysisk betonede omstillingsfodbold.

Hvad er kernen hos Troels Bechs egen arbejdsgiver? OB er historisk set en klub, der er bygget på hårdt arbejde, mere ydmyghed end klubben måske behøver, en dygtig talentudvikling, en høj grad af lokalt ejerskab og på banen et fysisk overskud, vi forbinder med navne som Ulrik Moseby, brødrene Hemmingsen eller Michael Schjønberg. Klubben lærte for snart tre år siden, at OB var ved at forlade kernen og pludselig handlede det meste om overfladen.

Der var sølvmedaljer flere år i træk, men man havde skabt en fynsk fodboldklub, der havde engelsk som arbejdssprog, og som handlede primært om forudsætningerne for førsteholdsspillerne, der for de flestes vedkommende var vokset op temmelig langt fra Fyn. OB ville tilbage til kernen, tilbage til det hårde arbejde, ydmygheden, den lokale forankring. Jeg tror, det var en fin idé.

Men der skulle åbenbart være lidt til overfladen, for OB ville gerne på banen spille possession-fodbold i tidens ånd, selv om klubben historisk set er bygget mere på triceps end på tiki-taka. Hvorfor skulle OB være den eneste klub, der må indrømme en stor bremselængde på betydelige retningsskifter? Hvorfor skulle OB undgå enorme dyk, når næsten alt skal være rekonstrueret, og når man reelt set har været uden en kompetent sportsdirektør lige siden, det strategiske retningsskifte blev præsenteret for snart tre år siden?

Klubbens direktør Thomas Christensen meddelte temmelig komisk i efteråret 2010 – da Henrik Clausen var cheftræner – at strategien næsten allerede var implementeret. Det var den ikke, og klubledelsen har måske nu lært, at store forandringer kan koste dyrt på banen og dermed også i regnskabet. Se bare på Brøndby. Ja, selvfølgelig sejler det stadig i Odense. Lige nu sejler det voldsomt. Klubben har da i det mindste en cheftræner, der ved hvorfor.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske