Lionel Messi var rasende efter tirsdagens nederlag på 3-1 til Manchester City i Champions League. Efter kampen skulle han i spillertunnellen angiveligt have råbt efter en klynge af City-spillere.
Det skriver det spanske medie Mundo Deportivo.
»Idiot! Kom og vis dit ansigt i stedet,« råbte Lionel Messi angiveligt efter en Manchester City-spillerne.
Det verbale udfald kom efter sigende, fordi nogle City-spillere havde råbt noget tilsvarende grimt efter den argentinske verdensstjerne.
Efter en smule tumult skulle Lionel Messi dog være faldet til ro igen. Ifølge Mundo Deportivo talte Messis landsholdskammerat og Manchester City-spiller Sergio Agüero ham ned.
»Jeg hørte, at nogen skreg. Jeg kom sidst ned i spillertunnellen og så, at Messi var meget sur. Men jeg ved ikke, hvad der præcist skete,« sagde Sergio Agüero til Mundo Deportivo om optrinnet.
Messi havde ellers startet kampen på fin vis. Efter 21 minutter bragte han det catalanske udehold foran, men kort inden pausen blev der udlignet, og herfra så Pep Guardiolas tropper sig ikke tilbage. To mål af de lyseblå fra Manchester i anden halvleg, og så var kampen lukket.
På trods af tirsdagens nederlag ligger Barcelona fortsat på en førsteplads med ni point i Champions Leagues gruppe C. På gruppens andenplads ligger Manchester City med syv point.
Der resterer fortsat to runder af denne sæsons Champions League-gruppespil.