'Skarphed, indsigt og væsentlighed, serveret på en letforståelig måde. Og et opgør med ligegyldigheden', Sådan lyder det fra BT som i eftermiddag nylanceres på nettet, iPad, mobil - og i morgen udkommer første udgave af den nye printavis.

Olav Skaaning Andersen, der er ansvarshavende chefredaktør for BT, siger:

- BT er inde i en virkelig god udvikling og er blevet Danmarks største tabloidavis, fordi vi er gode til nyheder. Med denne nylancering gør vi os ekstra umage og lover en særlig nyhedsgaranti. Når man går ind på bt.dk eller tjekker sin mobil eller iPad, vil man - udover det normale, hurtige nyhedsoverblik - hver time få en BT Special, som er BTs anbefaling af timens mest interessante, unikke historie, som man kun finder hos BT, og som sørger for, at man er særlig velorienteret. I avisen vil vi bringe endnu flere unikke nyheder, og så vil vi give de allerede kendte historier en ny og uddybende vinkel.

BT har altid været Danmarks Sportsavis, og den position udbygger BT nu ved at udvide den daglige sportssektion til 24 sider hver mandag og 20 sider de øvrige dage. Der skrues desuden endnu en tand op, når sportssommeren starter.

- Vi går en kolossal sportssommer i møde. Med Giro d’Italia-start i Danmark, EM i fodbold med Morten Olsen & co, Tour de France og De Olympiske Lege i London. BT dækker de store begivenheder på alle tænkelige måder. Med specialmagasiner, særlige apps til Iphone og iPad og en omfattende live- og nyhedsdækning på sporten.dk og bt.dk., siger Olav Skaaning Andersen.

Du kan se det nye BT fra kl. 17 i eftermiddag på bt.dk og mobil.bt.dk - og i avisen i morgen.