Henrik Qvortrup, politisk kommentator, TV2
- Det, at arbejderne flytter over til Venstre er et vigtigt signal, som kan afgøre næste valg. De senere år har vi netop set, at kampen om de ’blå socialdemokrater’ eller ’de røde Venstre-folk’ om man vil, har været afgørende for, hvem der har kunnet sætte sig som statsminister. Fogh vandt i sin tid posten på at trække de blå socialdemokratiske vælgere over til sig. Thorning lykkedes med at hive dem tilbage igen, men nu tyder det på, at hun ikke kan holde på dem. Men lad os nu se, det er ikke sikkert, at det kan holde.
- Den traditionelle ’klassekampsvælger’, der lader sig styre af en bestemt klassetilhørsforhold, er uddød. Med den start Socialdemokraterne har fået, vil jeg mene, at vælgerflugten er udtryk for et fravalg af S i stedet for et tilvalg af V. Venstre har jo slet ikke præsteret noget siden valget.
- Løftebrud har forplumret situationen for mange, og især den måde Helle Thorning har håndteret situationen på. Mange arbejdere lader sig styre af, at den almindelige opfattelse er, at regeringen ikke kan finde ud af tingene. Men der kan ske mange ting frem til næste valg. Det er jo ikke logisk, at arbejdervælgere, der mener Socialdemokraterne er blevet for borgerlige, skulle gå endnu længere til højre og vælge Venstre. De burde vel snarere være gået til Enhedslisten. Derfor ser jeg bevægelsen som et fravalg af Thorning.
Rune Stubager, valgforsker, Aarhus Universitet
- Jeg tror, at løftebrudsdiskussionen er en stor faktor, fordi flere af løfterne var noget, den vælgergruppe gerne ville have. Arbejderne har ikke fået det, de ønskede, fx efterlønnen. Men til gengæld har de fået de radikales indflydelse på den økonomiske politik.
- Derfor tænker arbejderne formodentlig, at så kan de lige så godt sætte kryds ved dem, der er bedst til at håndtere økonomien. Og det vurderes de borgerlige traditionelt som værende bedst til. Arbejdere sætter også deres kryds efter, hvem der leverer en stram udlændingepolitik. De vil være bekymrede for de radikales synspunkt på det område, og være i tvivl om, hvorvidt SF mener det, de siger.
- Arbejdergruppen er generelt mindsket pga. den sociale udvikling. De sociale grupper flytter sig i det hele taget rundt, så sammenhængen mellem klasse og parti er svækket. Det, at flytte stemmer, handler derfor også om kommunikation. Det handler om at appellere til gruppen med noget, de oplever som relevant.
Thorkild Simonsen, socialdemokrat og tidligere minister
- Jeg forstår det ikke. Jeg kunne ikke selv tænke mig at gøre sådan under nogen omstændigheder. Fagbevægelsen er efter min mening kernevælgere, så vi må have et særligt problem. Vi prøver at føre den nødvendige politik, og den er selvfølgelig ikke populær. Men vi skal nok have flere Anker Jørgensen typer frem i lyset. Jeg har ikke noget imod store uddannelser, men vi skal nok have nogler håndværkere og arbejdsmænd med i front, så folk kan identificere sig med dem.
- Vi ved jo godt, at de deprimerede og psykisk syge føler, at det er dem, vi går efter. Men det er de private arbejdsgivere, der mangler at komme på banen og skabe jobtilbud på lavere timetal. Det er forhåbentlig noget tre-partsdrøftelserne kan rette op på.
Ralf Pittelkow, politisk kommentator
- Det er klart, at løftebrudene har spillet rolle. Arbejderne er skuffede over løftebrud, men der ligger mere bag. Mange arbejdervælgere har tænkt, at Socialdemokraterne ikke har vist ordentlig dømmekraft i forhold til den økonomiske situation. De gik helt fejl af, hvad den økonomiske situation var, og hvad der var behov for. Flere og flere arbejdere i det private erhvervsliv mener, at det offentlige har vokset sig for stort på bekostning af dem. Derfor er de gået med i et ’skaffedyrenes oprør’, hvor de tager mere hensyn til virksomhedens behov. De ser sig selv, som dem, der skaber værdier og ser regeringen som ’de snakkende klasser’. De føler tættere bånd til deres arbejdsgiver frem for til Helle Thorning. De forslag hun er kommet med om lempelser i udlændigepolitikken, homovielser, kvindekvoter og angreb på dannebrog er ikke noget, der tænder arbejdervælgerne.