Valglokalerne i Iran åbnede i morges kl. 6:30 dansk tid, oplyste iransk radio. Af landets flere end 60 millioner indbyggere har 38,7 millioner over 16 år stemmeret til parlamentsvalget, hvor 290 nye medlemmer skal vælges.

Parlamentsvalget er det sjette i rækken siden Republikken Iran blev udråbt i 1979. Ifølge iagttagere er valget denne gang et opgør mellem reformvenlige kræfter og deres modstandere.

Spørgsmålet er, om vælgerne ønsker, at præsident Khatamis reformarbejde fortsætter, eller om de støtter de konservative, som vil bremse udviklingen. Af de 5700 kandidater er 400 kvinder.

Valglokalerne lukker kl. 16.30 dansk tid, men det er lokalt muligt for valgfunktionærerne at forlænge åbningstiden med en til to timer. Optællingen af stemmer foregår manuelt, og der ventes ikke noget endeligt resultat før tidligst lørdag eller søndag.

/ritzau/