Med en stigningsprocent på 6,1 procent på den ene side og 5,1 procent på den anden, er den japanske Eshima Ohashi-bro en af verdens mest specielle - og stejle.
Eshima Ohashi-broen i Japan omtales som en af de mest specielle af sin slags. Ifølge britiske Independent ligner den noget, der er taget ud af en bane i Nintendo-klassikeren 'Mario Kart'.
Broen er bygget med den voldsomme stigning for at skibe kan passere under den uden problemer. Samtidig forbinder den de to japanske byer Matsue og Sakaiminato.
Men selvom den ser skræmmende ud, er den slet ikke så farlig, som den ser ud.
Eshima Ohashi-broen er nemlig kun 1,7 kilometer lang, 11 meter bred og 44,7 meter høj. Den er dermed ikke i nærheden af at være blandt verdens højeste broer.
Verdens højeste bro er derimod Millau Viaduct i Frankrig. Den er 343 meter høj.
