Med armene lagt over kors og iklædt en sort jakke med et sort halstørklæde om halsen og to funklende ringe på sine fingre poserer Melania Trump på sit første officielle billede som USAs førstedame.
Hendes læber hælder op i et lille smil, og resten af hendes ansigt fremstår fejlfrit.
Måske for fejlfrit, mener nogle.
Portrættet, der er taget af fotografen Regine Mahaux, som tidligere har arbejdet sammen med Trump-familien, har - siden det blev offentliggjort mandag - delt vandene. Nogle mener, at den slovensk-fødte førstedame er 'mere end smuk' og 'fremstår elegant', mens andre håner billedet for at fremstå som 'over-redigeret' og 'alt for photoshoppet'.
Melania Trump delte mandag selv billedet på sin Twitter-profil og udtalte i forbindelse med offentliggørelsen:
»Jeg er beæret over at tjene i rollen som førstedame, og jeg ser frem til at arbejde på vegne af det amerikanske folk de kommende år.«
Udover at selve billedet har delt vandene, har det også skabt problemer, at der i forbindelse med udtalelsen fra den amerikanske præsident Donald Trumps hustru står, at billedet er taget 'i hendes nye hjem i Det Hvide Hus'.
Melania Trump er nemlig endnu ikke flyttet med sin mand til Washington DC, men har valgt at blive boende i sin penthouse på Manhattan, hvorfor hun ikke har været set meget sammen med præsidenten. Hun har tidligere forklaret, at hun har valgt at blive boende i New York, indtil parrets søn - Barron på 11 år - er færdig med dette skoleår.
Det er ikke første gang, at en førstedames portræt har skabt kontroverser. Da den tidligere præsident Barack Obamas hustru Michelle skulle have taget sit officielle billede som førstedame tilbage i 2009, mødte hun kritik for at have haft bare arme på sit billede, hvilket flere mente var 'for afslappet'.
