Søndag slutter indsamlingen til den sårede betjent fra Christiania-skyderierne, men folkene bag er ikke færdige med ideer til opbakning.

Det fortæller Ole Madsen til BT. Han er efterforsker hos Københavns Politi, og sammen med en håndfuld kolleger har han oprettet indsamlingen til den sårede betjent fra Christiania-skyderiet for en lille måned siden.

»Når betjente bliver udsat for grove forbrydelser på denne måde, når de passer deres arbejde, vil vi gerne give ofre og pårørende den bedst mulige støtte og opbakning,« siger Ole Madsen til BT.

Derfor har indsamlingsfolkene drøftet muligheden for at oprette en fond. Den lille håndfuld har nemlig oplevet, at behovet er stort for støtte og opbakning til de skadede betjente og deres pårørende.

»Det er så vigtig en sag særligt i disse tider, hvor det danske politi bliver presset rigtig meget. Vi oplever ofte et vakuum i perioden fra ulykken sker, til det bliver anerkendt som en arbejdsskade. I den periode skal familien og den skadede kollega have al mulig hjælp, for jeg ved, at det kan tage rigtig lang tid. Både familier og kolleger er sindssygt sårbare i disse situationer, og her ser vi faktisk, at der er plads til mange forbedringer,« siger Ole Madsen

Det er blevet tydeligt for Ole Madsen og hans kolleger, efter en dansk betjent i august blev skudt i hovedet af gerningsmanden Mesa Hodzic, der bagefter stak af fra en anholdelse. Pistolmanden blev senere skudt, da han nægtede at overgive sig, og døde kort efter af sine kvæstelser.

Fonden skal hjælpe politifolk og pårørende lige med det samme, når uheldet er ude, men de frivillige bag indsamlingen har endnu ikke set på de juridiske aspekter ved oprettelsen.

»Det er klart, at jeg har brugt rigtig lang tid og mange kræfter på hele denne her indsamling, men for mig er det, det mindste jeg kunne gøre for familien, der har så meget at tænke på. Men vi er ikke helt nået i mål med oprettelse af fonden endnu,« siger Ole Madsen.

De rørende beskeder
Opbakningen fra de mange danskere har vist Ole Madsen og kollegerne, at der er villighed til at hjælpe nødstedte betjente, når ulykken rammer.

Ole Madsen har personligt set en stor del af de beskeder, som familien og den sårede betjent har modtaget fra nær og fjern. På Facebooksiden for indsamlingen, der har omkring 4.300 medlemmer, skriver Anne-Dorte Schnell Græsholt eksempelvis:

'Alle gode ønsker til de sårede betjente. Og også til alle de andre betjente som passer på os i hverdagen. Med venlig hilsen en mor til en politibetjent.'

Også Lulu Friis skriver på Facebook:

'Tusinde tak fordi jeg må være med her, intet har været det samme siden 31.08 hvor en stakkels mand passede sit arbejde og bliver skudt på bestialsk vis. Det er så ulykkeligt og hvor er vi glade for, at vi har politiet til at passe på os.'

Og administratorerne for indsamlingen har da også tænkt meget over, hvad de skal gøre med de mange søde beskeder:

»Vi har en del forskellige planer med beskederne fra befolkningen. De fleste af dem vil helt sikkert blive bragt videre til de pårørende og betjenten sammen med det endelige beløb. Vi har dog ikke lagt os helt fast på, hvordan det skal gøres endnu,« siger indsamlingsstifteren.

Ole Madsen fortæller, at det er meget usikkert, om den skadede betjent kan vende tilbage til sit job, og derfor er indsamlingen en god støtte til ham og kæresten, der lige om lidt får et lille barn sammen. Kæresten er nemlig højgravid og kan føde når som helst.

Indsamlingen til betjenten lukker automatisk 2. oktober ved midnat, hvor de to Mobile Pay-konti lukkes ned, og bankkontoen også bliver lukket for flere indbetalinger.