Politiet har hele tirsdag uden held ledt efter 24-årige Nick Langkjær Hansen, der ikke er blevet set, siden han tidligt søndag morgen skiltes med sine venner efter en bytur i Aarhus.
Han blev sidst set på baren Hekkenfeldt i Skolegade tæt ved åen i Aarhus. Til BT oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Jes Frederiksen, at der tirsdag er blevet ledt med hunde og dykkere. Desværre uden held.
»Vi har koncentreret os om åen, havnen og baggårdene ved restaurationerne langs Åboulevarden. Desværre har vi ikke fundet noget, der gør, at vi er kommet videre i efterforskningen,« siger Jes Frederiksen.
Nick Langkjær Hansen blev sidst set klokken 04.47 søndag morgen, og hans mobiltelefon er sidst gået på en mast på Åboulevarden klokken 04.45.
»Det er meget mystisk, at det hele stopper klokken kvart i fem den morgen, og da vi intet har fundet endnu, virker det bekymrende,« siger vagtchefen.
Politiets eftersøgning er blevet indstillet for i dag, men den bliver genoptaget onsdag morgen.
Klokken 17 startede en frivillig eftersøgning arrangeret af den unge mands venner og organisationen 'Missing People.
Nick Langkjær Hansen beskrives som cirka 180 centimeter høj og med kort, sort hår.
Da han forsvandt, var han iført sorte Adidas NMD-sko, sorte jeans af mærket Just Junkies, en mørkeblå/sort skjorte samt en lang, sort vinterjakke fra Fat Moose.
Hvis du har oplysninger, der kan hjælpe politiet med at finde Nick Langkjær Hansen, kan du ringe på telefon 114.