Det er et lukket selskab på ialt 350 personer, som DBU flyver ned til Brügge i Belgien den 11. juni til spisning, brun underholdning, kamp og fly hjem igen samme aften. Men det vides endnu ikke, om Hella Joof, Martin Brygmann og Peter Frödin har tænkt sig at skrive en speciel fodboldsang til anledningen.
"Der er ikke noget, der er fastlagt. Der er snak og tanker," som deres booker Tom Elmskov siger.
Og de samme toner lyder fra DBU, når man spørger til en officiel EM-sang.
"Det arbejdes der på. Men vi er ikke helt færdige med at finde ud af, om det skal være en enkelt kunstner eller et band-aid-koncept," siger Michael Overgaard fra DBU's arrangementskomité.
Ved VM i Frankrig for to år siden var det stand-up'erne Mette Lisby, Lars Hjortshøj og Jan Gintberg, der underholdt DBU-følget. Men kontrakterne til de to næste kampe mod Holland og Tjekkiet "er ikke på plads endnu".
I den kommende tid spiller både Hella Joof og Martin Brygmann teater, og Peter Frödin skal i gang med optagelserne til Søren Faulis spillefilm, "Grev Axel", hvor han har titelrollen. Til sommer har de en del jobs sammen, og til efteråret vil de sætte sig sammen og finde ud af, hvilke nye brune efterladenskaber, de skal komme på.