USAs kommende præsident Donald Trump har allerede søgt om sikkerheds-clearing (til USAs tophemmeligheder) for sine tre ældste børn, Ivanka, Eric og Donald Jr.
Og nu beder børnenes mor Ivana Trump, Donald Trumps første kone også om en tjeneste.
I et interview med avisen New York Post siger Ivana Trump således:
»Jeg vil foreslå, at jeg bliver udnævnt til ambassadør for Tjekkiet. Det er dér, jeg kommer fra. Jeg taler sproget. Og jeg er temmelig kendt over hele verden. .. ikke bare i USA. Jeg har skrevet tre bøger. Og de er oversat til 40 sprog. Jeg er kendt som 'Ivana'. Jeg behøver slet ikke navnet 'Trump'.«
Ivana Trump blev født i Tjekkoslovakiet i 1949. Hun blev gift med Donald Trump i 1977. Ved skilsmissen i 1990 fik hun 120 millioner kroner med på vejen i hustrubidrag.
Skilsmissen endte i en grim retssag, hvor Ivana i retten anklagede Donald Trump for psykisk mishandling. Men i dag siger begge parter, at de er 'de bedste venner'.