Litauen er et land med mange smukke kirker, skove og søer, men der er åbenbart ikke smukt nok til, at det statsejede litauiske turistbureau ville bruge billeder fra landet i deres kampagner. Det har nu fået chefen for bureauet til at træde tilbage. Det skriver BBC.

Turistbureauet valgte at bruge billeder fra andre lande til at promovere Litauen som turistdestination.

Kuriøst nok, kørte kampagnen under sloganet 'Real is beautiful' - Det ægte er smukt. Det valgte man så at promovere ved at bringe 'falske' billeder af Litauen.

Chefen for turistbureauet, Jurgita Kazlauskiene, valgte at trække sig tilbage fra sin post efter afsløringerne.

Siden har litauere lavet sjov med kampagnen ved ta lægge billeder op, som åbenlyst ikke er fra Litauen med hashtagget #realisbeautiful.

Senest er også landets premierminister, Saulius Skvernelis, kommet med på joken.

'Fra i morgen begynder vi arbejdet i den nye regeringsbygning i Karoliniskes (en forstad til landets hovedstad, Vilnius, red.)', skrev Saulius Skvernelis.

Med til kommentaren var et billede af EU kommissionens Berlaymont-bygning i Bruxelles, ligesom hashtagget #realisbeautiful naturligvis også blev brugt.

Premierministeren laver dog ikke kun sjov med episoden, som han har lovet vil blive undersøgt.

Kampagnen startede i oktober, og selvom den er baseret på falske billeder, har den på indirekte vis været temmelig effektiv. Landet som turistdestination er jo i hvert fald nævnt i flere internationale medier, inklusiv dette.