Ordføreren mener ikke, at Enhedslisten skyder sig selv i foden ved at bevare en regel, der potentielt kan sende partiets suverænt største stemmesluger ud.
- Det synes jeg faktisk ikke. Det tvinger os til at finde nye talenter, der også sluger stemmer. Og så håber jeg da, at folk stemmer på partiet for politikkens skyld, og at de derfor også vil fortsætte med det, siger Arbo-Bæhr til tv2.dk.
Heller ikke Susanne Flydtkjær, der sidder i partiets hovedbestyrelse, ønsker at ændre reglerne for rotation.
- Jeg synes, vi har nogle fine rotationsregler, og dem kan jeg ikke se nogen grund til at ændre. Det er et sundt princip, at man ikke skal være levebrødspolitiker, men skal ud i virkeligheden også. Samtidig giver reglen flere muligheden for at være en del af demokratiets maskinrum, siger hun til tv2.dk.
Johanne Schmidt-Nielsen afviser selv at kommentere forslaget. Men hun har tidligere udtalt sig om rotationsprincippet til Altinget.dk:
- Der er bred opbakning til rotationsreglen i partiet, for det betyder, at vi får en løbende udskiftning i Folketingsgruppen. Det er klart, at når man har en rotationsregel, så betyder det, at man en gang imellem skal udskifte nogen, som mange folk er glade for, og som mange folk kender. Men til gengæld betyder det, at de folk, der sidder i vores folketingsgruppe ikke bare er levebrødspolitikere. Dem er der nok af i dansk politik.
Hvor stor betydning mener du, at Johanne Schmidt-Nielsen har for Enhedslistens succes?
Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i BT torsdag