BT kunne søndag afsløre, at den ene af Amagermandens to sønner, 25-årige N., er blevet sigtet for at have stjålet penge fra sin lillebrors konto. Pengene, som han har snuppet efter at have fået fat i broderens kreditkort-oplysninger, er blevet brugt til at indsætte penge på kontoen hos Danske Spil.
Sagen har sået splid i familien, men anmeldelsen kommer ikke fra familien, fortæller Midt- og Vestsjællands Politi til BT.
- Vi kan bekræfte, at vi har efterforsket en sag om bedrageri mod den pågældende person. Det er Danske Spil, der anmelder sagen, fordi der er et kort, der er blevet misbrugt, og fordi Danske Spil dermed lider et tab.
Og det er ikke første gang, Amagermandens ældste søn optræder i politiets registre efter sin fars dom.
Marcel Lychau Hansens ældste søn har flere gange været i politiets søgelys. På Amager, hvor han voksede op, var han kendt for at kunne slå fra sig, og siden blev han kendt af politiet for en række færdselsforseelser.
Det sidste, offentligheden kender til, er den dom, 25-årige N. fik i maj sidste år for hæleri af smykker tilhørende sin fars ofre. 86 sølvsmykker, som stammede fra huset på Ingolfs Allé på Amager, hvor fire unge piger brutalt blev voldtaget af Amagermanden i 1995.
Siden har Midt- og Vestsjællands Politi efterforsket to sager mod sønnen. Senest en bedrageri-sag, hvor den 25-årige N. skal have snydt sin lillebror for penge. Men forinden den var han hovedpersonen i en sag om ulovlig våbenbesiddelse i samme politikreds.
Kniv og gaspistol
N. boede dengang i Køge Kommune, og her blev han taget med en ulovlig kniv og en gaspistol. Men han slap billigt med en bøde.
Spørger man vennerne til brødrene, har den ældste bror levet på kanten af både livet og loven siden faderens livstidsdom i 2011. Dengang mistede den 25-årige N. både sin kæreste, kontakten til sin nyfødte søn og sit økonomiske fodfæste, da den far, han stadig ser op til, røg bag tremmer.