Ifølge fotograf Mathias Øgendal, som søndag aften var til stede i Rødbyhavn, så flygtede mange af de flygtninge, som ankom med færgerne fra Tyskland, fordi de ikke ville registreres i Danmark. De ville videre til Sverige.
»Betjentene på stedet har fortalt, at der var en del, som ville videre til Sverige, fordi de har familie der. Det skulle angiveligt også være en af grundende til, at de flygtede, da de ankom til Rødbyhavn. Fordi de ikke ville registreres i Danmark, men ville videre til Sverige,« siger Mathias Øgendal og tilføjer, at stemningen ved 22:30-tiden søndag aften var rolig i Rødbyhavn.
»Der er flere børn, som hænger på armen af deres forældre og bruger sutteflaske. Også er der mange børn i 3-4 års alderen,« fortæller Mathias Øgendal og fortsætter:
»Der er mange betjente til stede på nuværende tidspunkt. De skal sørge for, at flygtningene ikke stikker af igen, men de stikker ikke af. Stemningen er rolig, og der er flere børn, som løber rundt og leger nu.
Politiet har tidligere søndag aftenen fortalt, at de har sendt 30 flygtninge til Sandholmlejren, mens der er sendt mange videre til nærtliggende hoteller i området.
Der er dog stadig omkring 100 flygtninge tilbage i ankomsthallen ved Rødbyhavn. Ude foran i mørket holder tre store turistbusser med plads til ca. 40 mand i hver. De holder klar til at transportere flygtningene videre, fortæller Mathias Øgendal.