STATSMINISTER Helle Thorning-Schmidt havde to budskaber, da hun i går helt sensationelt stod frem i Politiken. Hun ville fremlægge sin skatteafgørelse fra 2010 og hun ville fortælle at hendes mand IKKE var homoseksuel. Hovedkonklusionerne i de ni siders afgørelse fra SKAT er kendt stof, fordi BT fortalte om sagen for et års tid siden. Thorning lovede tidligere hun ville lægge papirerne frem, så at det sker nu, er blot to år for sent.Til gengæld er det helt usædvanligt - og muligvis godt spin - at statsministeren føler sig kaldet til at omtale rygter om sin mand. Udtalelser, der stammer fra hendes egen revisor, og som måske ville dukke op som en bombe i de afhøringer, der begynder i Skattesagskommissionen på tirsdag.

BT HAR spurgt ind til Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks privatliv. Ikke på grund af nyfigenhed, men udelukkende fordi det kunne have indflydelse på, om Kinnock skulle betale skat i Danmark eller ej. Det skete på baggrund af, at vi fra flere sider havde hørt at Frode Holm, Thornings revisor, havde bragt det på bane. Nu viser det sig, at Frode Holm - Thornings egen rådgiver - til skattemyndighederne har fortalt, at Kinnock skulle være 'biseksuel/homoseksuel. Vi er altså i den helt usædvanlige situation, at det er parrets egen rådgiver, der videregiver dybt fortrolige og personlige oplysninger. Informationer der oven i købet - hører vi nu fra Thorning - viser sig at være usande. Hvad skal man med fjender, hvis Frode Holm skal betragtes som Thornings allierede, kunne man med en vis ret spørge.

DET ER HELT normal journalistisk praksis at undersøge oplysninger. Også usædvanlige oplysninger. Derfor skrev vi helt formelt en mail til Helle Thorning via hendes personlige rådgiver. Da vi ikke kunne komme videre med sagen, skrev vi aldrig en linje om den del af sagen i BT. Iøvrigt i modsætning til andre nyhedsmedier, der i løbet af valgkampen 2011 fortalte flere historier om at Thorning 'afviser homorygter'. Først i går skrev BT om sagen. På foranledning af Thornings interview. I Politiken.