Ifølge Dansk Journalistforbunds seneste lønstatistik er gennemsnitslønnen for et tv-vært lidt over 48.000 kr. om måneden. Det er 10.000 mere end den gennemsnitlige journalistløn i Danmark.
- Langt de fleste ligger på det niveau. Men store navne som Jesper Steinmetz, Cecilie Frøkjær og Natasja Crone tjener mellem 90.000 og 100.000 kr. om måneden. Det er aldrig blevet officielt bekræftet, men alle taler om, at L.O.C. fik to mio. for hver omgang 'Voice', siger en kilde med stort kendskab til TV 2.
BT har tidligere afsløret, at X Factor-dommerne tjener i underkanten af en million for en sæson.
Ifølge en tidligere DR tv-vært var Reimer Bos skifte 2001 til DR med til at sætte en ny standard for danske værtslønninger. Ekstra-Bladet skrev dengang, at han hævede en løn på 80.000 kr. om måneden. Det var uhørt højt på det tidspunkt.
- Tidligere var det groft sagt sådan, at det var en del af lønnen i sig selv, at være ansat i DR. Reimars ansættelse punkterede uskylden, siger den tidligere DR-vært.
- I dag er DR med i spillet om de høje lønninger. Samtidig med at strategien endnu en gang er strammet over i en mere populær retning. Jeg ved ikke, om jeg synes 'X Factor', eller 'So Ein Ding', for den sags skyld er specielt relevant tv for public service-stationen DR. Det er lidt absurd, at værter tjener mere for at stå og vifte med armene og præsentere X Factor-deltagere, end folk med journalistisk jord på fingrene. Men det er jo ikke afgørende. Det afgørende er, at sådan fungerer markedet, samt at DR har taget skridtet. Og tilsyneladende også prioriterer at betale, hvad det koster, siger den tidligere vært.
Det er almindelig anerkendt i tv-branchen, at TV 3 med det mægtige MTG i ryggen har kunnet betale meget høje lønninger til de navne, de headhunter. Både Jan Gintberg og Lars Hjortshøj har åbent fortalt om høje millionhonorarer. Både BT og Ekstra-Bladet har skrevet, at Peter Schmeichel fik over to mio. om året, sålænge han var vært på Champions Leage-udsendelserne. Der er ingen grund til at tro, at Jes Dorph tjener mindre.
- Ingen ved, hvad hinanden får i løn. Men det er almindelig kendt, at studieværterne får mere i løn end reporterne. Det synes jeg egentlig er ok, for det er værterne der står for skud, når noget går galt, lige som det er os, der rosen, når det er gået godt. Samtidig betaler vi værter også privat for at være et offentligt kendt ansigt, der ikke kan gå på gaden uden at blive forholdt sit job, siger Jes Dorph til bt.dk.
- Jeg fik selv tilbudt mere i løn hos Viasat, end jeg fik på TV2. Men TV3 fik også en mand med 20 års uddannelse bag sig, der også havde et brand. Det betalte de for, siger Jes Dorph.
- Der kom et tidspunkt, hvor jeg mente, at jeg burde rykke mig. Og jeg kan simpelthen ikke se, hvad jeg ellers skal give mig til. Så det er på alle måder perfekt timing for mig det her, siger Langkilde.
Han skal fremover være DR's udsendte i Washington.