Dronning Margrethes kusine, den 78-årige prinsesse Elisabeth, satte i midten af august sin millionvilla med udsigt til Vejlesø i Gl. Holte til salg for den svimlende sum af 13,9 millioner kroner.

Nu kan bt.dk afsløre, hvorfor prinsessen har valgt at sælge sin pragtvilla i det idylliske område nu, efter at have boet i der i 33 år.

- Grunden til flytningen er, at hun skal flytte til noget mindre. Villaen er blevet alt for stor for hende. Og det er vokset hende over hovedet, fortæller prinsesse Elisabeths niece, Josephine af Rosenborg.

Josephine understreger dog, at hendes aldrende faster har det godt og er ved sine fulde fem.

- Hun sælger ikke, fordi hun er syg. Hun er faktisk helt rask. Men hun går bare skidt, fastslår Josephine.

Og når man er dårligt til bens, er det ikke en god cocktail at bo i en patriciervilla på 288 kvadratmeter i flere etager og med trapper. Prinsesse Elisabeth er tidligere faldet, hvor hun brækkede højre arm. Samtidig har prinsessens helbred skrantet i de sidste år. Derfor har familien også været bekymret for, at Elisabeth faldt i huset og ikke kunne ringe efter hjælp.

- Nu synes hun, det er tid at flytte også af hensyn til os andre, vi har jo så meget om ørerne med min mor, som kun har os tre (de tre søstre, red.) og min fars død. Så det er meget rart, at det er nu, hun flytter, inden hun skal have hjælp til alt. Så vi er blevet enige om, at det var en god ide at flytte til noget mindre og mere fremtidssikret, siger Josephine.

Men selv om prinsesse Elisabeth flytter ud af sin store villa, når den er blevet solgt, så vil hun ikke flytte fra området nord for København. Derfor er jagten på enten en lejlighed i Holte, Søllerød, Lyngby og Sorgenfri området gået i gang, så prinsessen stadig er tæt på de tre Rosenborg-søstre og grevinde Anne Dorte, der bor på Sorgenfri Slot.

- Planen for hende er, hun skal finde en lejlighed, hvor hun kan være resten af sine dage. Så der er ikke tale om, at hun skal i en beskyttet bolig eller på et plejehjem. Hun skal have en rigtig lejlighed. For hun kan sagtens klare sig selv. Hun både handler og kører bil. Men hun venter med at købe, til huset er blevet solgt, fortæller Josephine om sin fasters fremtidsplaner.

Det kan så godt være, at der kommer til at gå noget tid, før villaen til 13,9 mio. kr. skifter ejer. For selv om, at ejendomsmægler Jesper Nielsens hjemmeside nærmest blev bestormet, da det blev annonceret, at prinsesse Elisabeth havde sat sin pragtvilla til salg hos Jesper Nielsen, der kendt fra blandt andet Hammerslag, er interessen dalet lidt.

- Vi havde 35.000 mennesker inde og se huset på nettet de to første dage. Det er jo fuldstændigt vanvittigt. Men det er jo klart, at det er interessant at se, hvordan prinsessen bor, siger Jesper Nielsen om de første hektiske dage.

Siden har der været lidt mere ro omkring den hvide villa til 13,9 mio. kr., der har palæ præg over sig og kan bryste sig af en fantastisk udsigt over den idylliske Vejlesø, der har sittinghall med kamin, to store stuer en suite, stuklofter, balkon, gildestue og sauna. En af forklaringerne på den knap så glødende interesse kan være, at køberen skal ofre mindst to-tre mio. kr. på at sætte huset i stand.

- Jeg har haft tre visninger, hvor de to er folk, der er kommet hjem fra udlandet, og den tredje har besiddelser i forvejen. Men der er altid lidt flere udfordringer, når der skal laves meget. Og så er målgruppen også lidt mindre, end hvis det havde stået og været lige til at flytte ind i, selv om prisen så havde været højere. For mange gange er det sådan, at dem, der har mange penge og gerne vil have et nyt hus, de vil også gerne have noget, der mere eller mindre er lige til at flytte ind i, siger den erfarne ejendomsmægler, som derfor ikke tør spå om, hvor lang tid der går, før prinsesse Elisabeths villa skifter ejer.