Selv om Brøndby hentede 108 mio. kr. i forårets aktieemission, er det allerede tid til at fylde kassen op igen
Denne gang med hjælp fra især Jan Bech Andersen, der har bekræftet, at han opkøber aktier i en ny emission for yderligere 65 mio. kr., mens mindst yderligere 22 mio. kr. kommer fra andre storinvestorer.
For som BT tidligere har beskrevet, så var størstedelen af de 108 mio. kr., der kom i foråret, allerede brugt. En gennemgang af de mange gældsforpligtelser lød på, at der reelt kun var 38 mio. kr. tilbage i kassen.
Og med et underskud i det første halvår på omkring 25 mio. kr., stod det klart, at der stort set ikke var penge til den daglige drift året ud, hvis der ikke kom en penge-indsprøjtning.
Dengang så regnskabet sådan ud:
24,0 mio - Fremtidige feriepengesager
16,0 mio - Henstand fra betydelige kreditorer med tilbagebetaling efter emission
10,5 mio - Lån fra Nordea i form af frigivelse af tilbageholdte tv-penge
8,5 mio - Omkostninger ved emission
3,0 mio - Lån med forfald 1. juni til CEMB Aps/Benny Winther
3,0 mio - Lån med forfald 1. juni til Media-Invest/Thomas Rasmussen
2,8 mio - Per Nielsen
2,0 mio - Unicef
0,3 mio - Anders Bjerregaard
Tilbage: 38,3 mio. kr.
I dét regnskab, Brøndby offentliggjorde tirsdag for årets første seks måneder, forlød det, at der var ekstraordinære udgifter i forbindelse med en række afskedigelser, mistede transferindtægter og mindre provenu fra TV og den almindelige drift. De poster løber op i 20 mio. kr.
Derfor skulle pengene i hus.