Selvom det specielle kaldenavn Estelle måske er kommet bag på nogen, har kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen et godt bud på historien bag det franskklingende fornavn.
- Den svenske kongefamilie kommer fra den franske Bernadotte-slægt, så det er højst sandsynligt en reference til landet. Derudover havde diplomaten Folke Bernadotte en amerikanskfødt hustru ved navn Estelle, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Folke Bernadotte var greve af Wisborg og internationalt kendt for sit arbejde med at frigive fanger fra de tyske koncentrationslejre. Desuden var han søn af prins Oscar Bernadotte og fætter til dronning Ingrids far kong Gustav VI Adolf.
Referencer til Danmark
I Sverige har de ikke de samme regler om, at tronarvingens navn skal gå i arv. Desuden er der ikke mange dronningenavne at tage af, da der først blev indført ligestilling i tronfølgeloven i 1980. Inden da havde kun få kvinder fået regent-titlen som en allersidste udvej.
LÆS MERE:
Men selvom der ikke er system i navnene, er der mange gengangere i de svenske kongelige navne. Så det kan efterhånden være svært at gætte, hvor referencerne kommer fra. Men den nye prinsesses sidste navn ’Mary’ er dog interessant, fordi Danmarks kronprinsesse Mary er gift ind i den royale familie, og navnet derfor ikke optræder i den skandinaviske kongelige slægtstavle på samme måde, vurderer Lars Hovbakke Sørensen og gætter derfor på, at navnet er en hilsen til Danmark.
- Der er tætte forbindelser mellem de danske og svenske kongefamilier. Og specielt hos kronprinsparrene er der et godt venskab, siger han.
Fødsels med publikum på
Navnet blev allerede offentliggjort dagen efter fødslen. Og det har der altid været tradition for, modsat hos den danske kongefamilie, der venter indtil dåben.
LÆS MERE:
Den hurtige offentliggørelse hænger sammen med den svenske tradition om, at statsministerien skal se til barnet og sikre sig, at det ikke er blevet forbyttet.
Tidligere skulle han være med under fødslen for at være sikker. Men i dag er seancen en blot formalitet, og kronprinsesse Victoria slap for at have statsminister Fredrik Reinfeldt som tilskuer.
Fejl på hjemmesiden
Tidligere på dagen troede mange, at den nye svenske prinsesse, skulle hedde Ulrika Marianne Annika David og være hertuginde af Upplands Väsby. Det stod nemlig på det svenske kongehus’ hjemmeside i få minutter. Men ifølge hoffets pressechef Bertil Ternert, var informationen en fejl, fordi en medarbejder skulle øve sig inden det for alvor gjaldt.