Men for et par år siden gik det for alvor op for ham, at han rent sundhedsmæssigt styrede mod afgrunden, og han kontaktede fitness-guruen Lotte Arndal, der er kendt for at hjælpe de kendte med livsstilsomlægninger via de såkaldte body boot camps.
Det er der kommet en bog ud af, som Anders Lund Madsen og Lotte Arndal sammen præsenterede på bogmessen i Bella Center.
Ifølge Anders Lund Madsen er motivationen for at ændre på sit liv i bund og grund dødsangst:
- Det er dødsangst, der har båret det igennem. En lyst til ikke at dø lige nu. En døds-modvilje er måske mere præcist. Jeg vil helst være levende, sagde Anders Lund Madsen.
Han havde, dengang han tog beslutningen om at lægge sit liv om, set et sammenklip af nogle indslag fra tv, som han havde lavet hen over et par år.
- På det sammenklip gik gruen op for mig. Jeg kunne se, at jeg hen over to år bare blev pustet op som en ballon. Herefter sendte jeg en mail til Lotte Arndal.
Hun svarede ham kort efter, at hun gerne ville hjælpe ham, dog med det krav, at han skulle gøre, som hun sagde.
Og det gjorde han.
Han mødte op, spiste det han fik besked på og gik til sit livs første træningstime.
- Det var en helt ny verden, hvor jeg aldrig havde troet, jeg skulle være. Men jeg er en god protestant: Når jeg får en opgave, så udfører jeg den opgave, indtil jeg får en anden. Og Lotte har givet mig en opgave, siger Anders Lund Madsen.
I dag er Anders Lund Madsen, som i bogens titel gået fra at være fedabe til lækkermås.
Bogen hedder nemlig 'Min ven kroppen - fra fedabe til lækkermås'
Ifølge Lotte Arndal er man ven med sin krop, når kroppen er i balance, og man har overskud til at kunne klare hverdagen.
- Man skal have overskud på krops-kontoen. Man skal ikke have ondt, eller få det dårligt fysisk, fordi man går op af trapper. Anders havde underskud på sin krops-konto, forklarede Lotte Arndal.
- Min krop var i betalingsstandsning, da jeg opsøgte Lotte, korrigerer Anders Lund Madsen, der har formået at holde fast i sin nye livsstil.