Kampagnen mod krigsforbryderen Joseph Kony startede med en viral video, der siden 5. marts er blevet set snart 90 mio. gange over hele verden, men den endte som et kæmpe flop, selv om den blev støttet af Hollywood-stjernen George Clooney.
Klodens befolkning skulle vågne op til en verden plastret til med plakater og billeder af krigsforbryderen Joseph Kony 21. april.
Det var i hvert fald planen i videoen om Kony, som græsrodsorganisationen Invisible Children står bag, og som er blevet set mere end 88 millioner gange på youtube. Men efter den annoncerede event "Cover the night" 20. april om natten, hvor tilhængerne skulle ud og male byen Kony, stod det klart, at budskabet ikke havde den ønskede gennemslagskraft. Antallet af plakater rundt om i verden var få.
Kontrasten mellem de mange views på Youtube og antallet af plakater overrasker ikke Thomas Bigum, ekspert i sociale medier.
- Med et fint ord hedder det ”liketivism”, og det rammer meget godt. Det er nemt at ”like” en ting, men derfra er der langt til handling, siger han.
Han vurderer, at Konykampagnen har én meget klar svaghed, der bidrager yderligere til, at folk ikke kom op af sofaen 20. april.
- Der gik alt for lang tid, fra at videoen kom ud, til man skulle udføre den handling, de opfordrer til. Folk mister interessen, siger Thomas Bigum.
- Hvis jeg havde været med til at arrangere kampagnen, havde jeg sagt på det efterfølgende evalueringsmøde, at næste år skal vi sgu rykke det tættere sammen. ”Cover the night” skulle ligge i ugen efter, siger han, men ser alligevel de mange views på nettet som en positiv ting for Kony-kampagnen.
- Det er et mesterværk ud i kunsten at fange folks opmærksomhed. Kony var først og størst med den slags kampagne, siger han og forklarer, at det er normalt, at ikke alle, der viser interesse på nettet, har tænkt sig at omsætte det til handling virkeligheden.
- Det er som en pyramide. I toppen har vi de meget engagerede, i midten dem, der køber plakaterne og sætter dem op, i bunden, hvor der er flest, er det liketivisterne, siger Thomas.
Det hjalp måske heller ikke på opbakningen, at idémanden bag Kony-kampagnen, Jason Russell, blev anholdt for at par uger siden, da han rendte nøgen og sindsforvirret rundt på gaderne i San Diego