Det er ofte en fordel, hvis der står ‘rocker’ eller ‘militant islamist’ på cv’et, hvis drømmen er at blive hemmelig agent for Politiets Efterretningstjeneste, PET.

- Du kan godt bygge en agent op og placere ham, men det tager flere år - og tingene kan udvikle sig katastrofalt. Folk kan blive likvideret, hvis de bliver afsløret. Derfor vil man ofte se, at de personer, der bliver hvervet, er mennesker, der har tæt adgang til eller opholder sig i de miljøer, som man ønsker informationer fra, siger tidligere operativ leder i Politiets Efterretningstjeneste, PET, Hans Jørgen Bonnichsen til BT.

Morgenavisen Jyllands-Posten kunne søndag fortælle historien om den tidligere PET-agent Morten Storm. Han fortæller til Jyllands-Posten, hvordan PET var involveret i amerikanske CIAs plan om at opspore al-Qaeda-lederen Anwar al-Awlaki, før han blev dræbt 30. september 2011 i et amerikansk droneangreb efter ordre fra den amerikanske præsident, Barack Obama.

Fortid i Bandidos

Morten Storm har en fortid som Bandidos-rocker i Korsør under den store nordiske rockerkrig i 1990’erne. Han forlod rockermiljøet i 1997 og konverterede til islam.

Ifølge Jyllands-Posten udviklede Morten Storms tro på islam sig mere og mere i retning af militant islamisme, og han fik i både Storbritannien og i Yemen kontakter til personer, som siden er dømt for eller har været involveret i terrorhandlinger. Således kom Storm angiveligt meget tæt på al-Awlaki, og var flere gange sammen med den formodede terror-leder og hans folk.

- Anwar betragtede mig ikke som en almindelig studerende, men mere som en ven. Vi kom begge fra Vesten, siger Morten Storm til JP søndag om den likviderede al-Qaeda-leder, der var født og uddannet i USA, hvor han også var imam i mange år, før han vendte ryggen til Vesten og tog til Yemen, ligesom den danske konvertit.

Og netop på grund af sit nære kendskab til al-Awlaki var danske Morten Storm en gave for PET og amerikanske CIA, da han i efteråret 2006 bryder med islam og melder sig til PET for at blive agent for at bekæmpe terrorisme, mener Hans Jørgen Bonnichsen.

- Det er ikke hr. Jensen og fru Petersen, der egner sig som PET-agenter. Det drejer sig om at finde personer i de miljøer og styre og kontrollere dem. Det afgørende er, om agenten har ‘access’, siger Bonnichsen.

Meldte sig selv

Da Morten Storm i efteråret 2006, efter Bonnichsen har forladt PET, angiveligt bliver agent, sker det, efter han selv har kontaktet den hemmelige efterretningstjeneste. Morten Storm er en såkaldt ‘walk in’, og Bonnichsen er overbevist om, at PET, hvis historien i Jyllands-Posten er sand, har vurderet Morten Storm nøje.

Og hans baggrund som først rocker og siden militant islamist har kun været en fordel. Dermed har han nemlig bevist, at han har hårdheden til at begå sig i lukkede, kriminelle og stærkt hadske miljøer. Samtidig er han i miljøet en troværdig person.

Helt konkret har man i PET vurderet, om Morten Storm kunne levere de oplysninger, som han hævdede, om de var troværdige, og om han kunne holde til livet som agent, der er forbundet med store risici.

- Andre agenter er man i stand til at overbevise om, at det vil tjene dem og landet bedst at gå ind i en operation, hvor man kan forebygge og forhindre for eksempel terror, siger Bonnichsen.

Hans Jørgen Bonnichen var operativ chef i PET fra 1997 til 2006. Han vil hverken be- eller afkræfte, om han også har været med til at hverve tidligere rockere eller militante islamister som PET-agenter.

Ingen kommentarer

Den aktuelle chef for PET, Jakob Scharf, har ikke ønsket at udtale sig til BT.

I en pressemeddelelse gør Scharf det klart, at PET ikke ønsker at komme med detaljerede oplysninger i den aktuelle sag. Derfor er det ikke muligt at få et klart svar på, om Morten Storm har bistået PET og CIA med at få al-Awlaki dræbt.

- PET er meget opmærksom på, at efterretningstjenesten ikke som led i dette samarbejde (med udenlandske tjenester, red.) videregiver oplysninger eller foretager skridt, der i sig selv vil kunne muliggøre en operation med det sigte at dræbe en civil person.

Det har ikke været muligt for BT at få PET til at svare på, om det betragter al-Awlaki som en civil person.

Anwar al-Awlaki:

Født 21. april 1971 i New Mexico, USA. Familien flyttede til Arabien da han var syv, men al-Awlaki vendte tilbage til USA, hvor han blev uddannet, og siden fungerede som kendt imam i en årrække.

Efter terrorangrebet 11. september 2001 vendte han tilbage til Yemen.

Han blev dræbt 30. september 2011 i Yemen efter et droneangreb, der blev udført efter ordre fra den amerikanske præsident, Barack Obama.

Al-Awlaki havde både statsborgerskab i USA og Yemen, da han døde.

Awlaki var en nøgleperson for terrororganisationen al-Qaeda. Han var især aktiv i rekrutteringen af nye hellige krigere og var en velkendt internet-prædikant, der ifølge New York Times var en af de mest indflydelsesrige engelsktalende fortalere for voldelig hellig krig.