Dyreværnschefen i Dyrenes beskyttelse ser gerne, at hunde og katte bliver pillet ud af loven om mark- og vejfred, så det i fremtiden bliver forbudt at skyde og dræbe andres dyr. Det sker på baggrund af sagen om den 59-årige Johnny Pedersen, der i går skød og dræbte naboens hund i Holbæk.
Står det til Dyrenes beskyttelse bliver det i fremtiden ulovligt at skyde og dræbe andres dyr, hvis de trænger ind på ens ejendom.
-Vi vil arbejde for en lovændring på området. Vi ser gerne, at man fjerner tilladelsen til at skyde og dræbe andres dyr. Derfor ser vi gerne, at hunde og katte bliver pillet ud af loven, siger Jens Svenningsen, dyreværnschef i Dyrenes beskyttelse.
Udtalelsen kommer efter, at bt.dk har bragt historien om den 59-årige Johnny Pedersen, der mandag skød og dræbte naboens hund i Holbæk.
Jens Svenningsen mener, at det er absurd, at man kan skyde og dræbe andres dyr.
- Der er ingen grund til at skyde og dræbe en sund og rask hund, bare fordi man ikke kan blive enig med sin nabo om, hvordan man løser problemerne. Det er ikke fair overfor hunden, siger Jens Svenningsen. Han mener i øvrigt, at loven fra 1953 trænger til en grundig revision.
Jens Svenningsen siger, at Dyrenes Beskyttelse jævnligt er i kontakt med de politiske ordførere for dyrevelfærd, og at den konkrete sag og en mulig lovændring vil blive diskuteret på det næste møde.
Derfor er det i orden at skyde naboens hund
Johnny Pedersen, der selv anmeldte sagen til politiet, har imidlertid ikke begået noget ulovligt. For i loven om mark- og vejfred står der blandt andet, at enhver har ret til at til at dræbe en anden mands dyr, hvis det trænger ind på pågældendes ejendom – dog forudsat, at dyrets ejer er blevet gjort opmærksom på dette indenfor det seneste år. Det var familien Toft i Holbæk, der var ejer af den dræbte hund.
I lovens § 14, står der, at ” Uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, omstrejfende hunde og katte har den optagelsesberettigede ret til på hensigtsmæssig måde at fjerne fra sin grund og er ikke pligtig at yde erstatning, såfremt dyret derved kommer til skade eller omkommer”.
Og i lovens § 14, stk. 2, står der følgende: Nedskydning eller anden direkte på drab af dyret sigtende fremgangsmåde må dog kun anvendes, når dyrets besidder i forvejen indenfor det sidste år er advaret.”
Derfor er det ifølge loven i orden at skyde naboens hund.
Familien Toft i dyb sorg
- Vi er dybt chokeret. Mine børn er brudt sammen, og det har ødelagt vores liv, sagde Lone Toft tidligere til bt.dk. Hun er nabo til Johnny Pedersen, der tog livet af familiens hund.
Lone Toft forstår ikke Johnny Pedersens reaktion. Hun fortæller, at de tit har afleveret Johnny Pedersen egne hunde, hvis de er løbet hen til dem. Det gør bare hændelsen endnu mere uforståelig og helt urimeligt, siger hun.
- Hvorfor kunne vi ikke bare have haft en dialog om det her? Jeg forsøgte dialog med Johnny Pedersen, siger Lone Toft.
Politiet har valgt at undersøge sagen nærmere med henblik på at klarlægge erstatningskrav.